Regeringen og Folketinget ønsker at bruge 450 mio. kr. i år og næste år på to slags piller, der bruges til behandling af covid-19. Det skriver Politiken.
Pillerne skal forebygge, at coronasmittede bliver så syge, at de må indlægges. Folketingets Finansudvalg har imødekommet Sundhedsministeriets ønske om købe medicinen, der dog ikke er godkendt til brug i Danmark endnu. Bag anbefalingen om at indkøbe de to lægemidler står Sundhedsstyrelsen.
- På trods af en høj vaccinationsdækning i Danmark er der endnu borgere, der rammes af covid-19 og indlægges herfor. Der er imidlertid ved at blive udviklet lægemidler, der kan forebygge indlæggelse, alvorlig sygdom og død.
- Der er aktuelt to oralt administrerede lægemidler under udvikling fra virksomhederne Pfizer (lægemidlet hedder Paxlovid) og Merck (lægemidlet hedder Lagevrio/molnupiravir), som i kliniske forsøg har vist gode resultater, skriver Sundhedsministeriet i et aktstykke til finansudvalget ifølge Politiken.
Reducerer risikoen for indlæggelse og død
Ifølge Pfizers egne undersøgelser kan virksomhedens pille reducere risikoen for indlæggelse og død med 89 pct. Både Pfizer og Merck har søgt om nødgodkendelse af deres pille hos de amerikanske lægemiddelmyndigheder.
I Europa er det europæiske lægemiddelagentur, EMA, i gang med at vurdere pillen fra Merck.
Pillerne skal gives fem dage, efter at en person har fået coronasymptomer, skriver Politiken. De tages i løbet af en behandlingsperiode på fem dage.
Ifølge tidsskriftet Nature mangler der dog en række svar om pillerne. Det er blandt andet indblik i alder, etnicitet og sygdomshistorik på deltagerne i virksomhedernes undersøgelser samt mere information om bivirkninger. Virksomhederne selv kalder bivirkningerne små.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.