
Restriktionerne med bl.a. hjemsendte skolebørn og lukkede butikker, som skulle udløbe 3. januar, forlænges til og med 17. januar. Det oplyser statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde i Spejlsalen tirsdag aften.
Det kommer efter, at rekordmange danskere, 900, er indlagt med covid-19 og et stigende kontakttal, der indikerer, at smitten i Danmark ikke er aftagende.
Mette Frederiksen kaldte de første vacciner i søndags en historisk dag, men desværre ikke et vendepunkt.
- Situationen er mere alvorlig end i foråret, siger Mette Frederiksen.
Daginstitutioner vil fortsat være åbne. Derfor havde statsministeren en direkte hendvendelse til personalet her:
- Vi er imponerede over, hvordan I trods situationen går til den med gåpåmod og godt humør. Vi beder jer tage endnu en tørn, siger Mette Frederiksen og understreger, at det ifølge sundhedsmyndighederne er forsvarligt at holde åbent.
Alle plejehjemsbeboere vaccineret inden februar
Sundhedsminsteren, Magnus Heunicke (S), gav på pressemødet status over kapacitet, vacciner og test. Han forventer, at alle plejehjemsbeboere har fået andet vaccinestik inden slutningen af januar.
- Vi forventer at være nået i mål med at have tilbudt alle beboere på vores plejehjem fuld vaccination inden udgangen af januar, siger sundhedsministeren.
Men sygehusvæsnet er udfordret, og flere regioner udskyder planlagte operationer. Derfor skal vi heller ikke forvente en sædvanlig nytårsfejring.
- Jeg bliver nødt til at understrege, at nytårsaften desværre ikke på nogen måde er enden på epidemien. Vi står over for en hård januar og måske også en hård februar, siger Magnus Heunicke.
- Det sker på daglig basis, at patienter flyttes fra Øst- til Vestdanmark, hvor der er mere kapacitet, siger sundhedminister Magnus Heunicke (S).
Han påpeger, at der ikke er "italienske" tilstande i Danmark - sundhedsvæsnet kan følge med, men er presset.
Hovedstaden stikker af
Statens Serum Instituts direktør, Henrik Ullum, fortalte, at der er dobbelt så mange smittede per 100.000 indbyggere i Region Hovedstaden end i de tre vestdanske regioner, Sjælland ligger efter Hovedstaden. Unge dominerer stadig statistikken, men der er spredning i alle aldersgrupper, oplyser direktøren.
Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, og rigspolitichef Thorkild Fogde var også til stede på pressemødet. Fælles fra dem alle lød også en appel til os allesammen om at aflyse vilde nytårsplaner og begrænse vores sociale samvær til personer, som vi i forvejen ser.
Statsministeren annoncerede i første omgang restriktionerne 16. december, og det er altså dem, der nu forlænges. Dermed skal idræts- og kulturliv også fortsat være lukket, og hvis muligt anbefales det at arbejde hjemme. Elever og studerende skal fjernundervises, og derudover skal butikker, fitnesscentre, storcentre, liberale erhverv og barer og restauranter altså også fortsat holde lukket frem til 17. januar.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.