DK Nyt
DK Medier
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Teknik
DK Økonomi
DK Stillinger

Epidemien tiltager - 900 indlagte er ny rekord

Kontakttallet er nu beregnet til 1,2. Det seneste døgn er 2.621 testet positiv og 22 registreret døde.
29. DEC 2020 14.45
TEMA: Corona

Antallet af indlagte med covid-19 fortsætter med at stige. I dag er 900 indlagt, heraf godt halvdelen i Region Hovedstaden. Det er 28 flere end i går.

128 af de smittede er på intensiv, hvilket er 15 mere end i går. Af dem er 73 i respirator.

Der er registreret 22 nye dødsfald med covid-19 det seneste døgn, hvilket betyder, at de er døde senest 30 dage efter, at de blev testet positiv.

2.621 personer er testet positiv det seneste døgn ud af 78.015 prøver. Det giver en positivprocent på 3,36, hvilket er mindre end de seneste tre dage, men en del mere end i sidste uge.

Samtidig blev 851 personer mandag testet positiv med lyntest. Det var 2,8 pct. af de i alt 30.420 lyntest. Det er uvist, hvor stort overlap der er til tallene fra de offentlige pcr-test.

Kontakttal stiger 

Kontakttallet bliver udregnet hver tirsdag, og det er i dag opgjort til 1,2. Det betyder, at 10 smittede vil give smitten videre til 12 personer, og at pandemien dermed er tiltagende. Sidste uge var det 0,9.

Det eneste for alvor positive tal fra Statens Serum Institut i dag er, at 6.775 personer frem til i morges havde modtaget første del af coronavaccinen. Dermed er 0,12 pct. af befolkningen i gang med at blive vaccineret, efter at man begyndte søndag morgen.

Fordelt på kommuner har Brøndby i dag overtaget den tvivlsomme førsteplads med en incidens på 750 efterfulgt af Vallensbæk, Herlev, Ishøj, Albertslund og Rødovre.

Vest for Storebælt er Jammerbugt den eneste kommune, som er over en incidens på 310. 

Læsø, Ærø, Langeland og Ringkøbing-Skjern er som de eneste under 100. 

Læsø er den eneste kommune, som ikke har haft nogen nye smittede det seneste døgn.