
Storcentrene skal lukke, men trafikken får lov til at fortsætte over Storebælt. Fra 25. december til 3. januar er Danmark reelt lukket. Det er nogle af de budskaber, statsminister Mette Frederiksen (S) havde på onsdagens pressemøde i Spejlsalen.
- Vi skal gøre mere, og vi skal gøre det nu, lød det fra statsministeren.
- Vi skal have aktiviteten i samfundet yderligere ned. Derfor indfører vi yderligere restriktioner nu, der gælder til efter nytår. Vi gør det, fordi vi snart skal fejre jul og står over for januar og februar, som myndighederne forventer, kan blive de hårdeste i pandemien, siger Mette Frederiksen.
Fra i morgen, torsdag, lukker storcentre og fra på mandag liberale ehverv som frisører, hvor også skolebørn sendes hjem. Al detailhandel med undtagelse af supermarkeder, fødevarebutikker og apoteker lukker fra natten til den 25. december.
Ca. 22.000 personer er smittet den seneste uge mod 15.000 ugen før, og andelen af positive prøver er stigende. Derfor er hele landet nu i risikoniveau 4, som er det næsthøjeste, oplyste statsministeren. Hidtil var det Hovedstaden, Sjælland og Midtjylland.
Selve Storebælt-trafikken blev dog ikke adresseret, indtil en journalist spurgte til det. Her kunne statsministeren ikke love noget direkte, men "at det er vurderingen, at de nye restriktioner er nok for nu".
1.808 blandt sundhedspersonalet smittet
Sundhedsministeren oplyste, at der blandt sundhedspersonalet er blevet testet 1.808 positiv for corona på en uge. Det er en stigning på 70 pct., siger Magnus Heunicke.
- Smitten er nu overalt i samfundet, og den er på vores sygehuse. Men det er vigtigt at sige, at sundhedsvæsnet fortsat er åbent, siger Magnus Heunicke.
Region Hovedstaden oplyste dog tidligere onsdag, at alle kontroller, behandlinger og operationer, der ikke er tvingende nødvendige, udskydeds fra 21. december og tre uger frem.
Tidligere onsdag oplyste regionen, at der var 260 indlagte på regionens hospitaler. Det er en stigning fra 166 for bare fem dage siden. Det svarer til en stigning på 57 pct., oplyser Ritzau.
Henrik Ullum sammenlignede den nedlukning af Nordjylland, som viste dramatisk effekt. Dog kommer den på et mere kritisk tidspunkt, lød det fra SSI-direktøren.
Sygehusvæsnets ressourcer prioriteres
Sundhedsstyrelsens Søren Brostrøm oplyste, at en lang række planlagte operationer som kikkertoperation eller åreknuder vil blive udskudt.
- Sygehusvæsnet er presset, og vi er nødt til at prioritere, så personalet kan tage sig af de aller mest syge patienter. Det betyder desværre, at operationer vil blive udskudt måske til en gang i det nye år, siger Søren Brostrøm.
På pressemødet deltog udover statsministeren sundhedsminister Magnus Heunicke (S), beskæftigelseminister Peter Hummelgaard (S), Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm, rigspolitichef Thorkild Fogde og SSI's direktør Henrik Ullum.
Pressemødet blev holdt bare blot to timer efter, at de senest skærpede restriktioner om bl.a. lukkede restauranter fra kl. 16 i dag trådte i kraft i hele landet. Dermed blev samtlige kommuner omfattet af de restriktioner, som i løbet af den seneste uge gradvist er blevet udvidet.
Torsdag 6.15 - information om, at fysioterapeuter er omfattet af lukningen er slettet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.