BORNHOLM: Fra i dag, mandag, møder medarbejderne i Bornholms Regionskommunes hjemmepleje ind til en ny organisation. Den skal sikre større kontinuitet blandt borgerne, der modtager hjemmepleje, og at de møder færre forskellige medarbejdere. Tiltaget skal også skabe bedre trivsel hos medarbejderne.
I praksis går området fra at være opdelt i syv teams til ti, og der bliver færre medarbejdere per leder, oplyser regionskommunen. Ifølge ældrechef Birgit Mortensen var der bred enighed om at udvide antallet af ledere.
- Det betyder, at de teams, som lederne fremover skal planlægge og tilrettelægge arbejdet for, er mindre. Dermed forventer vi at kunne få mere stabilitet og kvalitet ind i hjemmeplejen. Erfaringer fra andre kommuner peger på, at det er en god løsning, siger hun.
Ændringen er et led i et generelt løft af ældreplejen og sker på baggrund af en undersøgelse af ældreområdet, som blev iværksat sidste år. Flere forskellige både tillidsfolk, organisationer og medarbejdere har været med til at udvikle den nye model.
De berørte borgere vil i løbet af de næste 14 dage blive informeret om, hvad det betyder for dem. Hjemmeplejen på Bornholm tæller 300 medarbejdere, som yder service og hjælp til cirka 800 borgere.
ibs
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.