KØBENHAVN: Eksperter fra Bispebjerg Hospital har vurderet, at de store mængder betonstøv som har dækket store dele af Christianshavn den seneste måned, ikke giver anledning til længerevarende sundhedsfare, skriver TV2 Lorry.
Det står klart, efter Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning mandag den 15. april modtog en rapport på baggrund af de luftprøver Force Technology, der er et godkendt teknologisk serviceinstitut, foretog på Christianshavn på kommunens foranledning.
Siden blev rapporten sendt til eksperter hos Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital, som vurderede rapporten.
Stærkt forhøjede partikel-værdier, men ingen fare
Nok viser rapporten forhøjede stærkt forhøjede partikelværdier i luften på Christianshavn, men da der ikke er tale om langtidseksponering, er der intet at frygte som borger i området.
- Vi modtog mandag luftmålingen, som Force Technology har udført for os. Efterfølgende har vi sendt rapporten til Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital.
- På baggrund af rapportens resultater vurderede den vagthavende overlæge ikke, at der er nogen grund til at frygte negative langtidseffekter på helbredet, hvis man har været i kontakt med støvet, lyder det i et skriftligt svar fra Henriette Hall-Andersen, der er centerchef i Teknik- og Miljøforvaltningen.
Nedknust beton blev brugt til fuger mellem brosten
TV 2 Lorry har tidligere fortalt, hvorfor støvet ligger som et tykt lag aske på både gader og stræder i den københavnske bydel, efter kommunen i et forsøg valgte at bruge nedknust beton som fugemasse mellem stenene i den brostens-prægede bydel.
- Det er en rigtig møgsag, men vi knokler derude og gør, hvad vi kan for at få vandet gaderne og binde støvet og derefter få det fejet væk eller banket ned, lød det i sidste uge fra Henriette Hall-Andersen fra Københavns Kommune.
Kommunen valgte siden at få foretaget luftmålinger i bydelen for at klarlægge, om støvskyerne kunne være sundhedsskadelige for borgerne i de 17 områder, hvor det nedknuste beton var blevet brugt.
Og resultatet glæder kommunen, der erkender, at det nedknuste beton har givet langt flere problemer end antaget.
- Vi ved selvfølgelig godt, at støvet kan have forårsaget en del gener, og det skal jeg være den første til at beklage. Det er en ærgerlig sag, og det skal vi tage ved lære af, så vi undgår, at det sker i fremtiden, siger Henriette Hall-Andersen.
MG
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.