MIDTJYLLAND: I mere end halvandet år har Rikke-Marie Martinez fra Tilst været alvorligt syg.
Hun lider af en meget sjælden form for hor hepatitis, som gør, at hendes immunforsvar går til angreb på hendes lever. Med tiden betyder det, at der kommer betændelse i hendes lever, der dannes arvæv og til sidst er hun nødt til at få en levertransplantation.
- Det sidste år er gået rigtig stærkt. For et år siden kunne jeg cykle, men det kan jeg ikke mere, siger Rikke-Marie Martinez til TV2 Østjylland.
Selvom Rikke-Marie Martinez får medicin mod sin sygdom, kan hun ikke leve et helt almindeligt liv. Medicinen er nemlig immundæmpende, og det betyder, at hendes immunforsvar er så svagt, at hun nemt og ofte bliver ramt af andre sygdomme.
Frygter fremtidige behandlinger
På grund af den sjældne sygdom, er Rikke-Marie Martinez ofte i kontakt med højtspecialiserede læger på Aarhus Universitetshospital.
Hun er stærkt afhængig af at få den rigtige behandling, men hun frygter for fremtiden, fordi Aarhus Universitetshospital skal spare 325 mio. kr.
- Uanset hvad vil det ramme os patienter, men jeg frygter også, at nærheden og trygheden vil forsvinde. Hvis man har min sygdom eller andre sygdomme, hvor det kræver noget, som ikke særlig mange ved noget om, så giver det utryghed ved, om de ansatte vælger at sige stop, fordi de ikke vil være med til besparelserne, og hvad skal der så sker med os, siger Rikke-Marie Martinez.
Sparekniven rammer
Rikke-Marie Martinez og andre patienter vil snart få svar på, hvor sparekniven rammer. I hvert fald har sygehusets afdelinger netop afleveret deres bud på, hvor pengene kan findes.
Hospitalsdirektøren har tidligere understreget og siger igen i dag, mandag, til TV2 Østjylland, at ingen afdelinger går fri. De kommende uger falder både små og store besparelser på plads.
- Nogen af aktiviteterne kan vi sætte i gang med det samme, og andre vil have en karakter, hvor de skal drøftes med politikerne, siger Poul Blaabjerg, der er hospitalsdirektør på Aarhus Universitetshospital.
Spareøvelsen skyldes blandt andet et efterslæb fra sidste år, hvor sygehuset ikke nåede i mål med de planlagte besparelser, der var i samme størrelsesorden. Besparelserne kommer i en tid, hvor Aarhus Universitetshospital må aflyse 20 operationer om dagen, fordi sygehuset mangler sygeplejersker.
Den 22. maj bliver politikerne i regionen præsenteret for detaljerne i spareplanen.
mg
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.