dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
DK Debat
Beredskabsdirektør: Danmark er dårligt forberedt på krise
I en hybridkrig kan forsyningen af el, vand eller varme sætte ud i længere tid, og det er Danmark for dårligt forberedt på, mener beredskabschef.
Foto: Energinet

Beredskabsdirektør: Danmark er dårligt forberedt på krise

Jarl Vagn Hansen mener, at regeringen bør op i gear, når det gælder at forberede sig på kriser i el-, vand- og varmeforsyning.

Jarl Vagn Hansen, der er beredskabsdirektør i Trekantsområdet og formand i Danske Beredskaber, mener, at danskerne bør forberede sig på en krisesituation, og at regeringen bør komme med en direkte instruks til befolkningen om det.

Han siger i et interview med Jyllands-Posten, at Danmark er dårligt forberedt på en mulig krise.

I december kom Forsvarets Efterretningstjeneste med en risikovurdering. Den tegnede det alvorligste trusselsbillede i 30 år.

I vurderingen lød det blandt andet, at Rusland spionerer mod kritisk infrastruktur i Danmark, og at landet har planer klar til at kunne lave sabotage på dansk jord i tilfælde af en konflikt.

Brug for øvelse

Jarl Vagn Hansen mener blandt andet, at der bør blive holdt en stor øvelse på tværs af de forskellige sektorer, der vil komme i spil i en krisesituation. Den seneste store øvelse var i 2019, og den tog udgangspunt i kemiske hændelser, ikke hybridkrig, som er den store trussel nu. 

Beredskabsdirektøren lufter også en bekymring om organiseringen af krisestyringen i Danmark.

De forskellige sektorer er på nuværende tidspunkt underlagt forskellige ministerier, men der findes intet ministerie eller styrelse, der har ansvar for, at de forskellige sektorer kan arbejde sammen.

Ifølge Jyllands-Posten har forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) ikke afvist, at der kan blive udpeget en minister, der er dedikeret til den nationale sikkerhed. Det er dog ikke nok, hvis man spørger Jarl Vagn Hansen.

- Regeringen tager det ikke seriøst nok. Det går for langsomt. Der sker jo ikke noget. Min anbefaling vil være, at man kommer i gear på det her.

Beredskabsdirektøren kommer også med en direkte opfordring til, at regeringen beder borgerne forberede sig i deres egne hjem. Det har Troels Lund Poulsen dog afvist at gøre.

/ritzau/ak

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.