TØNDER: Sønderjyden Grethe H. Nielsen siger farvel til Nuuk i Grønland og vender tilbage til Sønderjylland for at blive ny direktør for Social, Arbejdsmarked og Sundhed i Tønder Kommune.
Grethe H. Nielsen har arbejdet både som konsulent og leder i en række forskellige organisationer, bl.a. inden for fagbevægelsen, inden hun i 2008 blev erhvervs- og arbejdsmarkedschef i Qaqortoq Kommune i Grønland. Siden 2013 har Grethe H. Nielsen været forvaltningsdirektør for Velfærd, Arbejdsmarked og Erhverv i Nuuk.
Som direktør for Social, Arbejdsmarked og Sundhed indtræder Grethe H. Nielsen i kommunens direktion, der består af kommunaldirektøren og tre fagdirektører.
Grænseoverskridende samarbejde
Den kommende direktør ser selv frem til at blive en del af den øverste administrative ledelse i Tønder.
- Tønder Kommune har i sin nye ambitiøse udviklingsplan stor fokus på erhverv, uddannelse, beskæftigelse og mestring af eget liv. Det er vigtige og betydningsfulde områder, som jeg gerne vil være med til at sætte i spil ved at inddrage borgere, erhverv, organisationer, medarbejdere og andre relevante aktører i et aktivt og udviklende samarbejde, siger Grethe H. Nielsen.
Som sønderjyde er den kommende direktør også meget optaget af mulighederne i det grænseoverskridende samarbejde og ønsker at bidrage til yderligere styrkelse og udvikling af relationerne hen over grænsen.
For medarbejderne og borgerne
Grethe H. Nielsen lægger især vægt på at skabe gode og udviklende rammer for personalet.
- På den gode arbejdsplads trives medarbejderne. Og når vi trives på jobbet, arbejder vi engageret til gavn for alle, navnlig de borgere, vi er sat i verden for at servicere, siger Grethe H. Nielsen.
Den kommende direktør i Tønder er uddannet inden for retorik, kommunikation og formidling ved Aarhus Universitet og har efterfølgende gennemført en række andre uddannelsesforløb bl.a. i ledelse.
Grethe H. Nielsen, der er 53 år, tiltræder sit nye job på Tønder Rådhus den 1. oktober.
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.