SYDDANMARK: Op mod hver tiende patient får en infektion, mens de er indlagt på hospitalet. Det tal er for højt, mener man i Region Syddanmark. Derfor skal alt rengøringspersonale på regionens fem sygehuse fremover være faglært, skriver DR. En uddannelse, der giver titlen rengøringstekniker.
Det er der behov for, mener Poul Erik Svendsen (S), formand for sundhedsudvalget:
- Rengøring er en del af hele det hygiejnekoncept, der skal være med til at sikre, at vi har færre infektionspådragelser på sygehusene fremadrettet. Vi har måske forsømt området om rengøring og at give personalet det her tilbud. Så det ufaglærte personale, der måtte være, og dem, der bliver ansat i fremtiden, skal have uddannelsen som rengøringstekniker, siger han til DR.
Overlæge og professer i infektionshygiejne ved Odense Universitetshospital (OUH) Hans Jørn Kolmos er begejstret for tiltaget.
- Patienter kan få hospitalsinfektioner, så det at gøre ordentligt rent er faktisk en vigtig infektionshygiejnisk foranstaltning. Derfor er det positivt, at sundhedsudvalget har gået ind og besluttet, at der nu skal opkvalificeres.
Inden 2022 er det planen, at 755 ansatte skal uddannes til rengøringsteknikere. Og ifølge Hanne Plum Munk, uddannelseskoordinater ved OUH, har opkvalificeringen også en anden funktion end at holde hospitalerne rene.
- Der er en stolthed i, at man er blevet faglært. Der er enighed på hospitalerne om, at den funktion og det benarbejde, vi gør for at andre kan udføre deres arbejde, er med til at skabe basis for det gode forløb for patienterne, siger hun til DR.
Foruden de 755 ansatte skal der hvert år frem mod 2022 være cirka 55 nyansatte, der også skal uddannes.
eo
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.