MIDTJYLLAND: Med en ny samarbejdsaftale og tre mio. kr. vil praktiserende læger, kommunerne i Region Midtjylland og regionen sikre, at akut syge patienter altid får den lægelige hjælp, de har brug for, skriver regionen.
Formålet er at sikre, at mere behandling kan foregå i det nære sundhedsvæsen. Ved at læger og sygeplejersker lettere og hurtigere kan kommunikere sammen, kan patienten få den bedst mulige behandling og forebygge, at patienten bliver så dårlig, at indlæggelse er påkrævet. Samtidig betyder aftalen, at borgerne oplever et sammenhængende forløb af høj kvalitet, uanset om borgeren skal have behandling og pleje i eget hjem eller på en kommunal akutplads. Aftalen sikrer en bedre overgang i forbindelse med udskrivelse fra et hospital.
- Vi sikrer borgerne bedre hjælp ved at arbejde tæt sammen. Aftalen er et rigtigt godt eksempel på at vi sætter patienten i centrum, siger Else Kayser (EL), formand for Praksisplanudvalget i Region Midtjylland.
Fælles mål om at forebygge akutte indlæggelser
Ansatte fra kommune og region, der skal hjælpe akut syge borgere, får med aftalen bedre mulighed for at samarbejde med borgerens egen læge for at forebygge akutte indlæggelser på hospitalet.
- Praktiserende læger kender deres patienter rigtigt godt og ved ofte, hvilken hjælp der skal til for at give patienten det bedste behandlingsforløb og skabe tryghed for patienten og de pårørende, siger Lise Høyer, formand for Praktiserende Lægers Organisation, PLO, i Midtjylland.
Det er altid ønskeligt at undgå akutte indlæggelser, fordi de har store konsekvenser for borgerens hverdag. Med tilbud om behandling tæt på borgeren spiller de kommunale akutfunktioner en stor rolle i at forebygge akutte indlæggelser. Aftalen styrker kvaliteten og kompetencerne i de kommunale akutfunktioner ved at give bedre muligheder for lægefaglig sparring om tilknyttede patienter.
- Borgerne vil ofte helst blive hjemme eller i lokalområdet. Jeg håber, vi kan opfylde det ønske for flere, ved at forebygge akutte indlæggelser gennem tæt samarbejde, siger Frank Heidemann (S), der er 2. viceborgmester i Ikast-Brande og KKR-medlem af Praksisplanudvalget.
Aftalen om styrket akuthjælp er lavet i regi af Praksisplanudvalget, hvor Region Midtjylland, kommunerne og praktiserende læger alle er repræsenteret.
MG
Fakta
- Med aftalen sætter region og kommunerne hver 1,5 mio. kr. (tre mio. kr. i alt) af til at aflønne praktiserende læger for rådgivning af kommunalt ansatte i akutfunktionerne Aftalen træder i kraft 1. september 2019 og udløber 31. december 2020. Aftalen kan opsiges med tre måneders varsel.
- Er budgettet brugt inden 31. december 2020, kan aftalen suspenderes med 1 måneds varsel.
- Praksisplanudvalget har godkendt samarbejdsaftalen 27. maj 2019. Aftalen skal godkendes af Regionsrådet og af kommunalbestyrelser/byråd i alle 19 kommuner.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.