Antallet af praktiserende læger falder, og tendensen ser ud til at fortsætte. I 2023 vil antallet af danskere uden en fast læge vokse til omkring 300.000. I dag er næsten 140.000 uden fast læge.
Det viser en opgørelse fra de Praktiserende Lægers Organisation, PLO. Problemet har stået på længe, og det kalder på løsninger allerede i år, mener formand for PLO Christian Freitag.
- Der bliver i fremtiden større konkurrence om lægens tid. Når man er kommet ind hos lægen, er det svært at få den tid, man har behov for, fordi venteværelset er så fyldt, siger Christian Freitag.
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) kalder også problemet alvorligt. Regeringen har foreslået tjenestepligt for de unge læger.
Heunicke: Afhjælp et samfundsproblem
PLO foreslår, at uddannelsen til praktiserende læge omlægges og flyttes fra hospitalet til den almene praksis. Det mener Christian Freitag, vil afhjælpe en del af problemet på kort sigt.
Sundhedsministeren er enig i, at det er et fornuftigt forslag. Han er dog ikke sikker på, det kan afhjælpe hele problemet.
- Jeg kan sagtens se nogle perspektiver i det forslag, og jeg kan godt se, at det vil være med til at afhjælpe en del af problemstillingen. Det er vigtigt, at man også er realistisk og ser på, hvor meget det kan afhjælpe, siger Magnus Heunicke (S)
- Jeg er stadig fuldt overbevist om, at der er behov for tjenestepligt, fordi problemet er massivt. Jeg ved godt, at der modstand fra nogle sider, men det er et spørgsmål om at afhjælpe et samfundsproblem, siger han.
Nyuddannede for uerfarne til almen
I regeringens forslag skal nyuddannede læger tvinges til at arbejde i almen praksis i områder med lægemangel i seks måneder.
Det er en løsning, som Christian Freitag ikke er begejstret for.
- De læger, der foreslås at komme ud til os, er alt for unge og uerfarne. De kræver meget tid, fordi vi skal lære dem op, siger han.
Sundhedsministeren påpeger, at det ikke er i al evighed, at der skal være tjenestepligt for lægerne. Hvor længe kan ham ikke sige. Det er også afhængigt af de igangværende overenskomstforhandlinger med regionerne, Lægeforeningen og regeringen, som ifølge miniesteren gerne skulle gerne være afsluttet i foråret.
Der er også et beslutningsforslag på trapperne fra De Konservative, der ønsker, at antallet af hoveduddannelsesforløb i almen medicin øges til 400 pladser om året i perioden 2022-2027.
Fakta:
- Region Nordjylland: Antallet af praktiserende læger er faldet med 15,2 pct. til 285 læger.
- Region Sjælland: Antallet af praktiserende læger er faldet med 13,9 pct. i perioden til 435 læger.
- Region Midtjylland: Antallet af praktiserende læger er faldet med 4,4 pct. til 798 læger.
- Region Syddanmark: Her er antallet faldet med 4,3 pct. til 775 læger.
- Region Hovedstaden: Antallet er faldet med 5,4 pct. til 1.033 læger.
- For hele landet giver det et fald på syv pct. til 3.326 læger.
De største procentvise fald er blandt andet i Jammerbugt, Lolland, Lemvig og Læsø. For de to førstnævnte er antallet faldet med 50 procent, mens der for Lemvig er tale om et fald på 61,5 pct. På Læsø er der ikke længere nogen praktiserende læger.
Kilder: Praktiserende Lægers Organisation.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.