Patienter med cystisk fibrose vil fremover få bedre adgang til behandling af den sjældne, kroniske sygdom. Regionernes indkøbsorganisation, Amgros, og medicinfirmaet Vertex har mandag indgået en aftale om indkøb af medicin til at behandle cystisk fibrose.
Per Larsen, der er bestyrelsesformand i Amgros og medlem af Regionsrådet i Region Nordjylland for Konservative, kalder aftalen 'epokegørende'. Det skyldes, at regionerne med aftalen hvert år skal betale en fast pris til Vertex for medicin til behandling af cystisk fibrose. Uanset hvor mange patienter, de behandler. Når ny medicin bliver godkendt, får regionerne desuden adgang til det.
- Patienter med cystisk fibrose får nu garanti for, at de kan få behandlingen. Det kan nye patienter også, fordi vi får mulighed for at behandle alle patienter med cystisk fibrose- Vi ved nu, hvor meget vi skal betale for at få samtlige patienter i Danmark behandlet for cystisk fibrose. Det giver regionerne en budgetsikkerhed, siger han.
Cirka 500 danskere har cystisk fibrose. Det er en medfødt, livsforkortende og kronisk sygdom, der rammer lungernes funktion. I dag er Vertex den eneste leverandør af medicin, som kan behandle årsagen til den sjældne sygdom. Men brugen af firmaets lægemidler har været begrænset.
I 2016 konkluderede det daværende koordineringsråd for ibrugtagelse af sygehusmedicin (KRIS), at regionerne ikke kunne bruge lægemidlet Orkambi til standardbehandling af cystisk fibrose. Siden har nyere studier dog vist, at der er en længerevarende effekt af lægemidlet, oplyser Amgros.
Cystisk Fibrose Foreningen mistænkte i sin tid KRIS for at skele til prisen, da det afslog lægemidlet som standardbehandling. Tidligere har det været fremme, at behandlingen med medicinen Orkambi kostede cirka to millioner kroner per patient.
Prisen i den nye aftale er fortrolig, men Amgros oplyser, at det er lykkedes at reducere prisen på lægemidlet 'betydeligt'. Cystisk Fibrose Foreningen kalder aftalen for 'et stort skridt for en stor gruppe af patienter, der i flere år ikke har kunnet få gavn af ny medicin'.
- Det er rigtig fantastisk, at der kan blive givet medicin til dem, der har brug for det. Den nye medicin er banebrydende, fordi den går ind og modificerer på årsagen, hvorimod den medicin, vi har i dag, gør noget ved symptomerne, siger direktør Helle Ousted.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.