Regeringen, KL og Danske Regioner er blevet enige om gennemførelsen af sundhedsreformen vedtaget i Folketinget i maj, i form af udmøntningen af samlet 2,4 mia. kr. frem til 2029 og herefter 340,4, mio. kr. årligt, oplyser Danske Regioner.
Der er også aftalt udmøntning af en pulje på 4 mia. kr. på op til 25 nærhospitaler i perioden 2023 til 2028.
Derudover er der fastsat rammer for det videre arbejde med implementeringen af en national kvalitetsplan, der sætter nogle mere klare rammer for de tilbud, som sundhedsvæsenet har til mennesker med kroniske sygdomme.
I forlængelse af sundhedsreformen vil parterne også arbejde sammen om en omstilling af sundhedsvæsnet, så borgere kan udnytte digitale muligheder til at mestre egen sygdom og kommunikere med sundhedsvæsnet.
Sammenhæng og nærhed
Danske Regioner er hæfter sig ved styrkelsen af det forebyggende abejde og kvaliteten af det nære sygehusvæsen, siger regionernes formand Anders Kühnau (S):
- Vi ser særligt frem til en kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen, som er et centralt element til at fremtidssikre sundhedsvæsenet. Sammenhængende patientforløb er vigtige, og den praktiserende læge er oplagt til at fungere som tovholder for borgernes samlede forløb, så nu skal der arbejdes videre med at konkretisere hvordan.
Formand for KL Martin Damm (V) siger om den kommende omstilling af sundhedsvæsnet:
- Det er i den grad tiltrængt, og vi står over for en kæmpestor opgave. Nu er det helt afgørende, at vi benytter lejligheden til at nytænke sundhedsvæsenets tilbud til det stigende antal borgere med kronisk sygdom, så vi kan give borgerne en behandling, der er både rykker tættere på og er mere på deres egne præmisser – samtidig med, at vi også tager livtag med den kæmpemæssige rekrutteringsudfordring, vi står over for i både sundhedsvæsenet og ældreplejen.
Kommende initiativer
Omstillingen af sundhedsvæsnet indebærer nogle strukturelle tiltag, der skal styrke samarbejdet mellem sygehus, kommune og almen praksis - bl.a. i nye formaliserede sundhedsklynger omkring akutsygehusene, der skal være en drivende kraft i omstillingen. Udmøntningen af de afsatte midler er tiltænkt initiativer inden for en række temaer:
- Omstilling til det nære sundhedsvæsen
- Flere læger til almen praksis og bedre lægedækning.
- Data og digitalisering skal understøtte kvalitet og et fleksibelt og nært sundhedsvæsen.
- Hurtig og mere målrettet indsats i hele landet.
- Sundhedspersonalet i centrum – tid til kerneopgaven gennem god ledelse, bedre organisering og smartere opgaveløsning.
- Mere lighed i sundhed
Fordelingen af midlerne
De samlede 2,4 mia. kr. til kommuner og regioner fra 2022-2029 fordeler sig med 1,5 mia. til kommunerne og 830,9 mio. til regionerne. Herefter bliver det varige beløb fra sundhedsreformen fordelt med henholdsvis 230,4 mio. årligt til kommunerne og 110 mio. til regionerne.
Puljen på 4 mia. kr. til op til 25 nærhospitaler i perioden 2023-2028 er inklusiv en delramme på 500 mio. kr. til it, teknolig og udstyr til hjemmebehandling og sammenhæng mellem sektorer.
Aftale mellem regeringen, Danske Regioner og KL om udmøntning og implementering af en sundhedsreform kan ses her.
Økonomioversigt over udmøntningsaftale om sundhedsreformen for perioden 2022-2019 kan ses her.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.