
529 personer er testet positiv med covid-19 siden i går, viser dagens tal fra Statens Serum Institut.
Det er det højeste antal på en dag siden 2. oktober, men stadig noget lavere, end da tallene toppede i september.
De 529 er fundet blandt godt 37.000 prøver, og det svarer til, at 1,4 pct. af prøverne er positive. Den andel er steget siden september, hvor den lå under eller omkring en pct., og det fik tidligere i dag statsminister Mette Frederiksen til at udtrykke bekymring.
- Det er bekymrende, og det er vores vurdering, at vi går ind i en mere alvorlig fase, lød det fra statsministeren.
Kontakttallet, som beregnes hver tirsdag, er fortsat 1. Det betyder, at hver smittet person i snit giver smitten videre til en anden. Tallet er dog altid behæftet med en del usikkerhed.
128 er indlagt
To personer, som var smittet med covid-19, er døde siden i går. Antallet af indlagte er faldet med én til 128, og antallet i respirator er faldet med to. Der er nu ni i respirator og 15 på intensiv.
Flest er indlagt i Region Hovedstaden og Midtjylland, viser den ugentlige opgørelse.
Jammerbugt, Faxe og Brøndby
Det er fortsat Jammerbugt og Faxe, der har forholdsvis flest nysmittede, mens Brøndby i dag har overhalet Billund og Struer på den tvivlsomme tredjeplads.
Kun 15 kommuner er lige nu under bekymringsgrænsen på 20 nysmittede pr. 100.000 indbyggere. Det er Samsø, Langeland, Sorø, Varde, Lemvig, Vordingborg, Odsherred, Lolland, Vesthimmerland, Guldborgsund, Kalundborg, Nordfyn, Norddjurs, Viborg og Rebild.
Så mange personer er smittet siden i går ifølge DK Nyts beregninger:
- 88 i København
- 44 i Aarhus
- 23 i Frederiksberg
- 19 i Brøndby
- 18 i Odense og Jammerbugt
- 15 i Køge og Aalborg
- 13 i Gladsaxe
- 12 i Esbjerg
- 11 i Høje-Taastrup
- 10 i Herlev og Furesø
- 9 i Hvidovre, Lyngby-Taarbæk og Tårnby
- 8 i Ballerup og Vejle
- 7 i Rødovre, Ishøj, Hillerød, Rudersdal og Aabenraa
- 6 i Roskilde
- 5 i Dragør, Helsingør, Egedal, Faxe, Billund, Fredericia og Hjørring
- 4 i Glostrup, Albertslund, Greve, Stevns, Lejre, Næstved, Bornholm, Ringkøbing-Skjern og Brønderslev
- 3 i Gentofte, Fredensborg, Guldborgsund, Kerteminde, Sønderborg, Horsens, Favrskov, Silkeborg, Ikast-Brande, Morsø og Viborg
- 2 i Vallensbæk, Hørsholm, Holbæk, Assens, Nyborg, Nordfyn, Kolding, Herning, Hedensted, Thisted og Mariagerfjord
- 1 i Allerød, Frederikssund, Solrød, Slagelse, Vordingborg, Faaborg-Midtfyn, Svendborg, Haderslev, Tønder, Varde, Holstebro, Struer, Syddjurs, Norddjurs, Randers, Skanderborg, Frederikshavn, Vesthimmerland og Rebild
Coronakrisen giver stadig anledning til masser af tiltag rundt omkring.
I Jammerbugt lader kommunen nu alle medarbejdere med relation til minkfarme arbejde hjemme.
I Faxe har smitten især ramt udenlandske håndværkere, og her ser smitteopsporing og -inddæmning ud til at virke, konstaterer kommunen.
I Aabenraa er specialbørnehaven Lille Kolstrup i morges lukket, efter at et barn var testet positiv, oplyser kommunen. Børnene kan tidligst vende tilbage mandag med to negative test eller efter syv dage uden symptomer, da der er tale om børn med nedsat funktionsevne.
I Skive og Struer har kommunerne opfordret det lokale kultur- og foreningsliv til at genoptage de aktiviteter, som blev sat på standby før efterårsferien, da smittetrykket lå meget højt her, skriver Skive Folkeblad og Dagbladet Holstebro Struer.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.