

KØBENHAVN: En 31-årig mand erkender grov vold, men nægter sig skyldig i drabsforsøg på en 29-årig læge. Det fortalte den 31-åriges forsvarer, Mads Kramme, søndag eftermiddag, hvor manden blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg.
Manden er sigtet for at have stukket lægen tre gange i venstre side af halsen og nakken. Ifølge sigtelsen er lægen også blevet stukket en enkelt gang i skulderen.
Grundlovsforhøret, der foregik for lukkede døre, endte med, at manden blev varetægtsfængslet i 12 dage i surrogat. Det skriver Københavns Politi på det sociale medie X.
Knivstikkeriet skete natten til søndag omkring klokken 00.10 på Psykiatrisk Center Amager, hvor lægen arbejder. Lægen var søndag morgen i stabil tilstand, og hans pårørende er underrettet.
Den 31-årige lyshårede mand var flankeret af fire bevæbnede politifolk, da han kom ind i retten. Han var iført en blå dna-dragt og klipklapper. Han svarede høfligt nej tak, da han to gange bliver spurgt, om han ville have et glas vand.
Retten fik kort at vide, at manden gerne ville svare på spørgsmål, inden specialanklager Dorte Frandsen bad om lukkede døre. Da dommeren efterkom anklagerens ønske, kan offentligheden ikke få indblik i, hvad manden eventuelt forklarede, eller politiets beviser. Det står heller ikke klart, hvad der er gået forud for knivstikkeriet, eller hvilken relation de to har haft.
Tvivl om sikkerheden
Knivstikkeriet kommer i kølvandet på en debat om, hvorvidt sikkerheden i psykiatrien er god nok.
Tidligere i år blev en mand anholdt og sigtet for at have dræbt en medpatient på Retspsykiatrisk Afdeling i Aarhus. Og i starten af april blev en 41-årig mand idømt anbringelse på Sikringen i Slagelse for drabet på en 66-årig psykiater 21. juli sidste år.
Inden dørene blev lukket til søndagens grundlovsforhør, besluttede retten, at både den 31-årige mistænkte og den 29-årige læge skal beskyttes af et navneforbud.
Det betyder, at det er strafbart at gengive oplysninger offentligt, som kan identificere dem.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.