dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
doi
26. marts blev en patient dræbt af en anden patient på Retspsykiatrisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Retspsykiatrien i Aarhus indfører brug af kropsscannere efter drab

Efter drab på patient vil der blive indført kropsscannere på alle sengeafsnit i retspsykiatrien i Aarhus.

Som følge af et drab begået på Retspsykiatrisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital i slutningen af marts vil der nu blive indført brug af håndscannere på alle sengeafsnit i retspsykiatrien. Det fortæller Tina Ebler, hospitalsdirektør i Psykiatrien i Region Midtjylland, til TV 2 Østjylland.

Tidligere har der kun været scannere på den retspsykiatriske akutafdeling.

En 46-årig patient erkendte i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus at have dræbt en anden patient på afdelingens sengeafsnit 3 i Skejby 26. marts. Under en uledsaget udgang købte den 46-årige en kokkekniv i Føtex og tog den med tilbage til afdelingen, hvor han var anbragt sammen med offeret.

Ifølge en tidligere udtalelse fra Tina Ebler kunne knivoverfaldet lade sig gøre, fordi man ikke må kropsvisitere alle patienter efter udgang.

Vil ikke løse alt

Lovgivningen kræver, at det udelukkende må ske på grundlag af mistanke om eksempelvis narko- eller våbenbesiddelse. Men ifølge Region Midtjyllands retningslinjer for psykiatrien må man i retspsykiatrien gerne bruge kropsscannere uden begrundet mistanke.

Scannerne kan undersøge personer visuelt ved gennemstråling af tøj for at afsløre eventuelle genstande. De løser ikke alt. Det skyldes, at patienter nogle gange medbringer våben af plastik, hvilket scannerne ikke kan opfange, lyder det.

Tina Ebler fortæller, at man har vurderet sikkerhedsrutinerne nøje. Og på spørgsmålet om, hvorfor scannerne ikke er blevet indført noget før, svarer hun, at det "altid er utroligt let at være bagklog".

Hospitalsdirektøren tilføjer, at man har velkendte patienter, som man har "styr på". Men drabssagen viser, at der kan være ting, der ikke kan gennemskues, lyder det. Sengeafsnit 3, hvor den 46-årige har erkendt, at drabet fandt sted, er forbeholdt patienter fra Grønland, der er over 15 år.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dk-sundhed.dk/artikel/retspsykiatrien-i-aarhus-indfoerer-brug-af-kropsscannere-efter-drab

GDPR