dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
DK Debat
Indlagt død efter overfald på Aarhus Universitetshospitals retspsykiatriske afdeling
Overfaldet fandt sted på Retspsykiatrisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital. (Arkivfoto).
Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Indlagt død efter overfald på Aarhus Universitetshospitals retspsykiatriske afdeling

Politiet formoder, at en 46-årig mand dræbte en 41-årig med knivstik i overfald på retspsykiatrisk afdeling.
27. MAR 2024 10.53

MIDTJYLLAND: En 41-årig mand, der tirsdag aften døde efter at være blevet overfaldet på Retspsykiatrisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital, mistede livet som følge af flere knivstik. Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

En 46-årig mand, der blev anholdt umiddelbart efter overfaldet, vil onsdag klokken 14.15 blive fremstillet i et grundlovsforhør sigtet for drab i Retten i Aarhus.

Den 46-årige var ligesom den 41-årige anbragt på Retspsykiatrisk Afdeling, og de to havde derfor et forudgående kendskab til hinanden. Retspsykiatrisk Afdeling oplyser ifølge TV2 Østjylland, at de to mænd begge var indlagt på afdelingens sengeafsnit 3, der er forbeholdt grønlandske patienter. Politiet fik en anmeldelse om overfaldet klokken 19.46 tirsdag aften.

"Ved politiets ankomst til stedet blev der ydet livreddende førstehjælp til en 41-årig mand, som var blevet overfaldet, men hans liv stod ikke til at redde. Den 41-årige blev af en læge på stedet erklæret død klokken 20.08 som følge af de knivstik, han var blevet påført", skriver politiet.

Personalet på Retspsykiatrisk Afdeling havde tilbageholdt den 46-årige, indtil politiet ankom og anholdt ham. Det formodede gerningsvåben er blevet fundet, lyder det.

- Vi har siden anmeldelsen i går aftes været synligt til stede med mange patruljer på selve gerningsstedet og i området omkring Aarhus Universitets Hospital i Skejby, hvor vi natten igennem blandt andet har afhørt vidner i sagen, indhentet videoovervågning og foretaget undersøgelser på gerningsstedet, siger fungerende politiinspektør Anders Uhrskov i pressemeddelelsen.

Politiet vurderer, at man har fået fastlagt hændelsesforløbet op til gerningstidspunktet. På Retspsykiatrisk Afdeling bliver patienter, der har en psykisk lidelse og er sigtet eller dømt for noget strafbart, udredt og behandlet.

/ritzau/

Red: 3.afsnit udvidet kl. 11.48 med tilføjelse om afdelingsplaceringen af de to involverede mænd. Tidspunkt for grundlovsforhør ændret 13.40. 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.