NORDJYLLAND: Region Nordjylland genindkalder 2.600 borgere til nye undersøgelser for tarmkræft. Det skyldes, at man er usikker på, om kvaliteten af de gennemførte undersøgelser af borgere fra Frederikshavn og Thisted har været god nok, oplyser regionen i en pressemeddelelse.
Regionens mistanke bygger på, at man har fundet færre tilfælde af tarmkræft end gennemsnitligt.
- Det vakte bekymring hos os, for det kan være et tegn på, at vores undersøgelser ikke har været grundige nok. Det kan i værste tilfælde betyde, at der kan være borgere, hos hvem vi har overset tarmkræft eller forstadier til tarmkræft ved kikkertundersøgelsen, siger lægefaglig direktør Thomas Larsen fra Regionshospital Nordjylland.
Regionen har haft en ekstern ekspert til at se nærmere på data fra en femårig periode fra marts 2014 til februar 2019. I den periode er der i alt screenet 11.373 patienter.
'Vi har et kvalitetsproblem'
- Resultatet af analysen viser, at vi ikke kan afvise, at vi har et kvalitetsproblem – og for at være helt sikre, genindkalder vi nu godt 2.600 borgere. De får et brev i deres e-Boks, og de borgere, der har fravalgt e-Boks, får et brev med posten, hvor vi opfordrer dem til at få foretaget en ny afføringsprøve, siger Thomas Larsen.
Regionen oplyser samtidig, at de læger, der har gennemført undersøgelserne på sygehusene i Frederikshavn og Thisted, er ved at blive opkvalificeret.
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) udtaler i en skriftlig kommentar til Ritzau, at hun vil følge sagen.
- Patienterne skal være trygge ved screeningsprogrammer, og derfor er det bekymrende nyheder fra Nordjylland. Det er positivt, at regionen har handlet hurtigt og informeret åbent. Det er endnu uafklaret, om der er sket fejl – og i givet fald hvilke. Men jeg vil følge sagen tæt, siger hun.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.