Siden 2010 er antallet af børn med psykiske lidelser steget med 45 pct. I samme periode er genindlæggelsesfrekvensen steget med 105 pct. Siden 2010 er antallet af voksne med psykiske lidelser steget med 27 pct. I samme periode er genindlæggelsesfrekvensen steget med 12 pct.
I 2017 nedsatte Danske Regioner, KL og regeringen derfor en arbejdsgruppe, som skulle se på, hvordan psykiatrien kunne styrkes ved at se på mulighederne for bedre styring af psykiatrien – nu offentliggøres første delrapport med 15 anbefalinger om alt fra bedre hjælp til børn og unge til sikring af bedre nationale data. Anden delafrapportering kommer i foråret.
Arbejdsgruppen anbefaler blandt andet, at regionerneudarbejder bedre data på sengepladser i psykiatrien, og at der laves en national opgørelse for udgifter til psykiatrien. Og anbefalingerne skal nu bruges til at udarbejde en lovet samlet plan for psykiatrien, der blandt andet skal sikre mere ligestilling mellem psykiatrien og somatikken.
Et stigende antal patienter, mangel på viden og et stort behov for mere samarbejde præger i øjeblikket psykiatrien, mener sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V):
- Der er nok at tage fat på, hvis vi skal ændre psykiatriens 'lillebror'-status, for på en lang række områder halter psykiatrien nemlig langt efter behandlingen af fysiske sygdomme. Det er stadig nemmere at tale om et brækket ben efter skiferien end depressionen efter skilsmissen. Det handler derfor både om aftabuisering, ligestilling og mere viden, hvis vi skal styrke både sammenhængen i patientbehandlingen og rekrutteringen til psykiatrien, siger Ellen Trane Nørby.
Fra Danske Regioner hæfter formand Bent Hansen (S) sig ved, at der skal bygges videre på de fremskridt, der er gjort i psykiatrien de seneste år.
- Personalet i psykiatrien har knoklet og gør det stadig for at hjælpe de flere og flere patienter. Det lykkes de rigtig godt med, men når så mange danskere desværre døjer med psykiske problemer, er vi nødt til at gøre noget ekstra. Der skal især være et stærkere samarbejde mellem regioner og kommuner, så ingen patienter tabes i systemet, og der er et stort behov for, at borgerne bliver grebet tidligere ude i kommunerne, siger Bent Hansen.
Flere af de 15 anbefalinger lægger vægt på, at regionerne og kommunerne skal være bedre til at samarbejde om psykiatrien. For KL er en sammenhængende psykiatri af høj kvalitet en fælles opgave og et fælles ansvar, hvor der skal arbejdes sammen om skabe det bedst mulige forløb for den enkelte borger.
- Borgeren skal i centrum. Men hvis vores indsatser for alvor skal batte noget, er det nødvendigt, at man også fra statslig side prioriterer de nødvendige økonomiske ressourcer hertil - også til kommunerne, som oplever en massiv tilgang af både børn og voksne med psykiske vanskeligheder. Og det er netop i nærmiljøet, at de primære rehabiliterende indsatser finder sted. Behandlingen på de psykiatriske sygehuse er som oftest parenteser i borgernes liv, siger Thomas Adelskov (S), formand for KL's Social- og Sundhedsudvalg.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.