DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job
104.824 fik et stik ved tryktest af vaccinesystem
Mandag skabte den store vaccinationsdag køer flere steder som her ved Øksnehallen i København.
Foto: Philip Davali, Ritzau Scanpix

104.824 fik et stik ved tryktest af vaccinesystem

Ved en stresstest af vaccinationssystemet blev der vaccineret mere end de 100.000. Dog viste der sig problemer med pressede it-systemer og perioder med lange køer.
13. APR 2021 6.46
TEMA: Corona

104.824 personer har mandag fået et stik med coronavaccinen. Det skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.

- Nu evalueres resultatet, så vi er klar til fortsat effektiv udrulning. Stor ros til alle involverede i storskalaforsøget. Tak for indsatsen. Vi fortsætter arbejdet, skriver han.

De mange stik er givet på dagen, hvor vaccinationssystemet skulle stresstestes, så det kan blive klart til at vaccinere 100.000 dagligt. Det er den anden storskalavaccination, systemet har været igennem. I februar var regioner igennem en lignende prøve - dengang skulle 30.000 vaccineres på en dag.

Dagen er gået godt, beretter de fleste regioner. Dog har der enkelte steder været perioder med kø og ventetid, mens der andre steder har været problemer med et presset it-system, der indregistrerer borgernes vaccination.

Snart en million har fået et stik

I Region Hovedstaden var der ved vaccinationscentret ved Øksnehallen på Vesterbro i København sent mandag eftermiddag en ventetid på over en time. Det skrev TV2 Lorry.

Ifølge regionen er problemet opstået, fordi folk tropper op i for god tid til deres vaccination.

- I betragtning af, hvor mange der går igennem, er det gået rimeligt godt. Vi har haft overvejelser, om vi skulle bede dem, der er kommet meget for tidligt, om at vente i deres biler. Men vi har vurderet, at det har været forsvarligt, som køen har været, siger Helene Bliddal Døssing, konstitueret vicedirektør i Akutberedskabet i Region Hovedstaden.

Mandagens vaccineopgørelse fra Statens Serum Institut viser, at 883.375 personer i alt har fået mindst et stik med coronavaccinen, siden udrulningen af vaccinationer startede i slutningen af december sidste år.

I tirsdagens opgørelse vil der med de 104.824 nyvaccinerede være tæt på en million påbegyndt vaccinerede. I alt har 15,1 procent af befolkningen fået mindst et stik med coronavaccinen, mens 7,7 pct. af borgerne er færdigvaccinerede.

Ritzau