I et omfattende vaccinestudie vil regeringen bruge 102 mio. kr. på at følge 10.000 borgere, der er blevet vaccineret mod covid-19, oplyser Sundhedsministeriet. Studiet skal følge covid-vaccinernes effekt og bivirkninger.
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) siger i meddelelsen, at studiet har en varighed af to år, efter at vaccinerne er udrullet i landet.
- Viden er vejen til at vinde over virus. Og nu hvor vaccinerne bliver rullet ud i samfundet, skal forskerne indsamle viden, så vi bliver endnu klogere på både effekter og bivirkninger, udtaler ministeren.
Studiet, der vil følge 10.000 borgere, er ifølge ministeriet unikt, da det i realtid sammenligner de forskellige vacciner, imens de er i brug.
Yderligere viden om vaccinernes effekt, herunder om der er vacciner, der virker bedre i nogle dele af befolkningen end andre, er en del af målet.
105.122 færdigvaccinerede
Det skal dermed medvirke til, at myndighederne kan overvåge vaccinernes sikkerhed fremadrettet, lyder det. Det kan også være med til at danne grundlag for eventuelle justeringer i den danske vaccinestrategi.
Studiet bliver udført i et samarbejde mellem forskere fra landets fem regioner og ledes af en komité med professorer fra alle landets universiteter med medicinske afdelinger, Lægemiddelstyrelsen, Statens Serum Institut, Sundhedsstyrelsen, Sundhedsdatastyrelsen og Danske Regioner.
I øjeblikket er 105.122 personer - eller 1,8 pct. af befolkningen - færdigvaccinerede i Danmark. Det danske vaccinationsprogram begyndte 27. december, og indtil videre bruger man vacciner fra virksomhederne Pfizer og BioNTech samt Moderna.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.