
Djokovics forældre: Det handler om politik
Bølgerne går højt i Melbourne, efter at Novak Djokovic onsdag blev nægtet indrejse i Australien, selv om han ifølge ham selv har fået dispensation fra myndighedernes krav i forhold til landets coronareglement.
Djokovic er blevet placeret på et karantænehotel, indtil hans sag bliver behandlet tidligst mandag, og ifølge tennisstjernens forældre, så handler det hele om politik.
- De holder ham i fangenskab. De tramper på Novak for at trampe på Serbien og det serbiske folk, siger Djokovics far, Srdjan Djokovic, ifølge Reuters.
- Morrison (Scott Morrison, Australiens premierminister, red.) og dem omkring ham har tilladt sig at angribe Novak for at bringe Serbien i knæ.
- Dette har intet at gøre med sport, det er en politisk agenda. Novak er den bedste spiller og den bedste atlet i verden, men flere hundrede millioner mennesker i Vesten kan ikke holde det ud.
Djokovics mor, Dijana Djokovic, siger, at den nuværende situation er en skandale.
- De prøver at klippe vingerne af ham, men vi ved, hvor stærk han er, siger hun ifølge Reuters.
Man skal være vaccineret for at rejse ind i Australien eller have en særlig grund til ikke at være vaccineret.
Djokovic har gennem flere måneder ikke ønsket at fortælle, hvorvidt han er vaccineret mod coronavirus.
Sagen omkring Novak Djokovic har skabt stor virak i Australien, hvor flere australiere i første omgang mente, at serberen havde fået særbehandling.
Det blev efterfølgende afvist af Scott Morrison.
I mellemtiden truer situationen også med at udløse en diplomatisk krise mellem Australien og Serbien.
Således gik Serbiens præsident onsdag ind i sagen og meldte ud, at "chikanen af verdens bedste tennisspiller" skal stoppe omgående.
Australian Open går i gang 17. januar.
/ritzau/