
Finland og Sverige nærmer sig afgørelsens time om Nato
Sveriges udenrigsminister, Ann Linde, siger fredag under et besøg hos sin finske kollega, Pekka Haavisto, i Helsinki, at Sverige endnu ikke er nået til en konklusion om medlemskab af Nato.
Men det er tæt på.
Haavisto siger på et fælles pressemøde, at det vil være meget vigtigt, at Finland og Sverige træffer en beslutning nogenlunde samtidigt, skriver nyhedsbureauet TT.
Den svenske regering afventer en sikkerhedspolitisk analyse, der vil være klar 13. maj. Først derefter ventes Sverige at være klar til at tage en beslutning.
- Det, som Finland bestemmer sig for, vil få en stor effekt, og det har vi med i vores analyse, siger Linde ifølge den finske avis Hufvudstadsbladet.
Den svenske statsminister, Magdalena Andersson, sagde torsdag, at hun afviser en folkeafstemning om Nato-medlemskab. Hun mener, at det vil splitte landet og frygter, at Rusland vil bruge de sociale medier til at sprede falske historier blandt svenskerne.
- Jeg synes, det er en dårlig idé af flere grunde. Dette er ikke et spørgsmål, som egner sig til en folkeafstemning, sagde hun.
Det er alle partier i Riksdagen i Sverige enige i. Eneste undtagelse er Vänsterpartiet.
Finland vil heller ikke holde en folkeafstemning. Statsminister Sanna Marin siger, det skal afgøres i det finske parlament.
Efter Ruslands invasion i Ukraine er opbakningen til Nato-medlemskab vokset stærkt i både Sverige og Finland. Begge lande synes klar til at opgive deres mangeårige status som neutrale stater til stor fortrydelse for Rusland.
Sanna Marin sagde i forrige uge under et besøg i Stockholm, at det kun handler om uger, før Finland beslutter sig.
I de to landes medier anses det for overordentlig sandsynligt, at Finland og Sverige søger om Nato-medlemskab. Alliancens generalsekretær, Jens Stoltenberg, har allerede gjort det klart, at døren står åben for dem.
Ugen efter at den svenske sikkerhedspolitiske analyse ligger klar 13. maj, kommer Finlands præsident, Sauli Niinistö, på statsbesøg i Sverige.
- Vi ser i særdeleshed frem til Niinistös statsbesøg i maj, siger Linde fredag.
/ritzau/