Politiet tavs om hændelse i Dianalund
Tidligst tirsdag vil Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi løfte sløret for, hvad man mandagen igennem har foretaget sig i Dianalund.
I tre tweets i løbet af dagen har politiet fortalt, at man var til stede på Kærvej i byen, der ligger nord for Sorø.
Beskeden har været, at politiet var til stede for at undersøge "en hændelse".
- Situationen er helt under kontrol, men følg politiets anvisninger og respekter afspærringer på stedet, lød det i det første tweet kort før middag.
I et andet tweet omkring klokken 13 skrev politiet, at arbejdet på stedet ville fortsætte nogle timer endnu.
- Vi vil fortsat løbende informere, når det bliver muligt, lød det.
Men det bliver det altså tidligst tirsdag, selv om politiet er færdig med sit arbejde på stedet. Det fremgår af det sidste tweet kort før klokken 18.
- Politiet afslutter nu vores arbejde på Kærvej i Dianalund for i dag. Vi kommer tidligst til at melde noget ud om indsatsen i morgen, lyder det.
/ritzau/