dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
doi

Røde Kors har fået 1000 henvendelser siden skyderiet i Field's

6. JUL 2022 9.43
750 borgere er blevet behandlet af psykologer for reaktioner efter skyderiet i Field's søndag eftermiddag.

Skyderiet i Field's søndag eftermiddag har sat sig spor hos mange borgere.

Røde Kors har siden søndag aften fået cirka 1000 henvendelser på telefonen fra personer, der har været berørt af skyderiet.

Det oplyser Mikkel Wendelboe Toft, konsulent i Nationalt Beredskab hos Røde Kors.

- 1000 opkald er utroligt mange, siger han.

- Men i betragtning af hvor mange mennesker, den her hændelse har berørt, og i betragtning af, hvor mange mennesker der har set og hørt ting via medierne, så er jeg ikke så overrasket.

De mange opkald er gået til Offerrådgivningen, som Røde Kors står for i Region Hovedstaden, samt en særlig hjælpelinje, som blev oprettet mandag morgen.

Henvendelserne kommer fra personer, der var tæt på skyderiet, og personer, der på anden måde har været påvirket af hændelsen.

Eksempelvis ved at de har åbnet deres hjem for vidner, som var sårede eller i chok.

De fleste opkald har ifølge konsulenten haft en varighed på mellem 20 og 45 personer.

- Henvendelserne handler om ængstelighed, frygt og tanker om hvad-nu-hvis, siger Mikkel Wendelboe Toft.

Som eksempel nævner han samtaler med personer, som havde været i Field's tidligere på dagen, eller som skulle have været det, men gjorde noget andet i stedet.

De sidder nu tilbage med en følelse af, at det kunne have været dem, der var gået ud over.

Nogle af henvendelserne er endt med, at rådgiverne har henvist borgerne til at tage kontakt til egen læge eller til en psykolog.

Og der har været efterspørgsel efter psykologbehandling, oplyser Region Hovedstaden.

Regionen har siden mandag haft 67 psykologer, psykiater og andre medarbejdere i sving i blandt andet Amagerhallen.

Her har man på tre dage hjulpet 750 personer, oplyser regionen.

Reaktionerne har været chok, søvnproblemer, utryghed, afmagt og frustration.

Tilbuddet om psykologhjælp i Amagerhallen fortsætter ifølge regionen, så længe der er behov.

Det samme gælder Røde Kors' særlige hjælpelinje, der har telefon 3529 9660.

Offerrådgivningen er et permanent, døgnåbent tilbud, som kan nås på telefon 2120 9170.

/ritzau/

Fra forsiden:

GDPR