
Det seneste døgn er der registreret 77 nye smittede med coronavirus i Danmark. Det viser tirsdagens opgørelse fra Statens Serum Institut.
Over en tredjedel af de nye smittede er fundet i Aarhus, nemlig 27. Det fremgår, når man dykker ned i tallene og sammenligner med mandagens tal.
Næstflest er fundet i landets største kommune København, nemlig ni, mens Aalborg har fem, og Gentofte og Høje-Taastrup har hver fire.
Derimod er der kun fundet en ny smittet i Ringsted, hvor et udbrud på Danish Crown-slagteriet ellers resulterede i 24 positive test hen over weekenden.
Antallet af indlagte med coronavirus er uændret 24, mens antallet på intensivafdeling er steget med en til tre. To af dem er i respirator.
Mølbak fraråder fase fire
Om få dage skal politikerne i gang med at forhandle detaljerne i den fjerde og sidste del af genåbningen.Står det til Kåre Mølbak, faglig direktør for Infektionsberedskab på Statens Serum Institut, gør den seneste tids stigning i smittetallene det for risikabelt at gå til fase fire.
- Der er en stor risiko forbundet med det, og om man fra politisk side vil løbe den risiko, må man jo politisk tage stilling til, siger han til Ingeniøren.
Adspurgt, hvad hans faglige rådgivning er på baggrund af den smittespredning, som vi ser nu, svarer Kåre Mølbak:
- Jamen den er jo, at det ikke er noget som jeg kan anbefale sundhedsfagligt, at man går videre med.
Så vi skal standse genåbningen her?
- Ja.
Genåbningens faser blev aftalt politisk 7. maj. Den fjerde og sidste fase, som politikerne tyvstartede på før sommeren med blandt andet åbningen af fitnesscentre, skulle efter planen rulles ud i august. Her skulle grænsen hæves for, hvor mange vi må samles, mens diskoteker og barer måtte åbne igen.
De seneste uger har smittetallet herhjemme været støt stigende. I uge 31 var der omtrent dobbelt så mange smittede som i ugen før. Og denne uge lagde ud med 207 nye positive test over weekenden, dobbelt så mange som efter sidste weekend.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.