
Efter flere års debat åbnede Danmarks første børnehospice søndag, da Sankt Lukas Stiftelsen i Hellerup nord for København indviede Lukashuset.
- Stort set alle lande omkring os har børnehospicer, og vi ved, at der også i Danmark er et behov for en palliativ (lindrende, red.) behandling til børn med livstruende sygdomme, siger Thomas Feveile, der chef for Lukashuset.
Børnehospicet skal ikke kun støtte familierne i tiden op til barnet skal dø, men også være et tilbud til børn, som i mange år lever med en livstruende sygdom. De vil blive indlagt i nogle uger, og derefter komme hjem til sig selv, for måske senere at vende tilbage. Mens 25 pct. af voksne på hospice udskrives, kommer det sandsynligvis til at gælde for 80 pct. af børnene. For modsat de voksne, som typisk er syge af kræft, så lider børnene af mere langvarige sygdomme som cystisk fibrose, handicap eller fødselsskader.
- Nogle lever i seks til ti år med deres sygdom, og i løbet af de år handler det om i perioder at kunne tilbyde barnet og familien aflastning. Måske er forældrene i tvivl om smertelindringen, måske har de behov for at sove ordentligt om natten, mens andre overtager ansvaret, siger Thomas Feveile.
Lukashuset opføres for Sankt Lukas Stiftelsens egne midler, ligesom private og fonde har bidraget. Skal tilbuddet fortsætte i mere end en kort årrække, er det dog afgørende med politisk opbakning og støtte. Men selv om flere folketingspolitikere op til åbningen har besøgt stedet, så er der ikke givet nogen konkrete løfter om offentlige midler.
I Hospice Forum Danmark, der arbejder for at udbrede hospicer både til voksne og børn, håber landsformand Tove Videbæk, at 'Lukashuset' vil bane vejen for, at familier over hele landet får samme tilbud.
- Vores vurdering er, at der er behov for tre til fire, men de behøver ikke komme på én gang. Det ville være fint, hvis vi i første omgang, foruden Lukashuset, fik ét i Jylland, som kunne står klar i 2017, siger hun.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.