
Efter flere år med store stigninger i sygehusenes udgifter til medicin, er udviklingen i 2016 indtil videre ikke længere så entydig. Første halvår i år har vist stort udsving - fra et fald i udgifterne i 1. kvartal til en tilsvarende stigning i 2. kvartal. Det skriver Danske Regioner.
Den samlede udgift i første halvår af 2016 ligger på niveau med 2015: Knap 3,7 mia. kr. er der brugt på sygehusmedicin. Men udsvinget i år er stort, og det giver usikkerhed om, hvad udgiften for hele 2016 ender med.
Formand for Danske Regioner, Bent Hansen (S), glæder sig over, at den samlede udgift indtil videre ikke er steget i 2016, men tallet for andet kvartal er højt, og det kan være et 'dårligt varsel'.
Tre årsager til svingninger
En af årsagerne til at udgifterne ikke er steget så meget, som man havde frygtet, er ifølge Danske Regioner, at en del patenter er udløbet, og at der er sket en hurtig overgang til nye, billigere præparater - blandt andet til gigtpatienter. Regionernes fælles medicinindkøbsselskab har desuden haft held til at forhandle sig frem til større rabatter end tidligere.
En tredje forklaring kan være vedtagelsen af det nye Medicinråd, der skal vurdere effekten af meget dyr medicin i forhold til prisen. Rådets opgave bliver at forhandle medicinpriserne ned, indtil medicinens gavn for patienterne står bedre mål med prisen, og Danske Regioner peger på, at nogle leverandører måske holder igen med prisstigningerne, indtil rådet påbegynder deres arbejde i 2017.
Udvikling i regionernes udgifter til sygehusmedicin:
1. kvartal 2015: 1.788.541.186 kr.
1. kvartal 2016: 1.673.093.282 kr.
2. kvartal 2015: 1.894.753.366 kr.
2. kvartal 2016: 2.008.134.950 kr.
Kilde: Amgros der står for ca. 95 pct. af sygehusenes indkøb af medicin, hvorfor tallene senere bliver opjusteret
mfa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.