
Det behøver ikke kun at handle om at øge elevernes trivsel, når skoleelever over hele landet fra denne uge kan møde op til en dags udeskole efter at have tilbragt flere måneder med onlineundervisning. Der er også mange faglige gevinster at hente ved udendørs undervisning, siger forskningschef Andreas Rasch-Christensen fra VIA University College, hvor man blandt andet uddanner lærere.
- Selvfølgelig handler det meget om trivsel i den første fase. Eleverne har savnet venner og veninder og heldigvis også deres lærere. Men udeundervisning indeholder også nogle faglige potentialer. Eleverne har løst masser af opgaver derhjemme foran skærmen, så nu kan de praktisere nogle andre sider af fagene, siger forskningschefen.
Det handler selvfølgelig især om krop og bevægelsen, uddyber han. Man alle fag rummer muligheder.
- Man kan måle parkeringspladsens areal eller åens bredde. Man kan lave løbediktat i dansk. Hvis man ikke lige er i et område med naturskønne omgivelser, kan man gå på byvandring og se på geometriske figurer eller historiske mindesmærker i bybilledet, siger han.
Tænk ud af boksen
Andreas Rasch-Christensen siger, at der selvfølgelig også er nogle logistiske udfordringer for eksempel med opsætning af toiletvogne og nogle steder mangel på udearealer, ligesom vejret kan drille. Og så stiller udeskolen krav til, at lærerne skal kunne tænke ud af boksen.
- Det har de jo allerede gjort på mange måder det seneste år. Men det er klart, at det ikke er så simpelt og ikke bare lige noget, man gør, siger han.
Det er eleverne i 5. til 8. klasse over hele landet, der fra denne uge skal møde op en dag om ugen til udendørs undervisning. Det samme gælder ikke-afgangselever på ungdomsuddannelser i alle landsdele og afgangselever i grundskolen og på ungdomsuddannelser i hovedstadsområdet samt Nordsjælland og Østsjælland.
Dansklærer Anders Thorsen fra Bagsværd Kostskole og Gymnasium planlægger både faglige forløb og aktiviteter, der især har fokus på trivsel.
- Det faglige og trivslen går hånd i hånd. Mine elever kommer også til at få det bedre fagligt, når de får en chance for at komme ud og møde deres kammerater, siger han.
Ristede skumfiduser
Dog har det været hårdt at skulle omstille sin undervisning med så kort varsel. Derfor kommer mandagens undervisning med 9. klasse primært til at bestå af ristede skumfiduser over bål.
Men i næste uge bliver udeundervisningen brugt på Mindelunden ved Ryparken i Hellerup. Mens resten af ugens danskundervisning skal bruges på at læse digte fra besættelsestiden.
- Vi kommer til at lave en digtoplæsning derude. På den måde kombinerer vi onlineundervisningen med vores mulighed for at komme ud og være sammen, forklarer Anders Thorsen om sin plan for undervisningen.
Som led i genåbningen kan afgangselever i grundskoler samt på ungdoms- og voksenuddannelser i Østjylland, Sydjylland, Fyn, Vestsjælland og Sydsjælland vende tilbage hver anden uge. Også efterskoler og højskoler over hele landet har fra søndag kunnet byde elever velkomne igen.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.