ODENSE: Vordende forældre i Odense får besøg af en sundhedsplejerske allerede i uge 24-28. Her screenes de blandt andet for symptomer for, om de er i risiko for fødselsdepression.
Det har givet pote, og til og med oktober sidste år havde 3.077 kommende forældre deltaget. Det har vist, at ni pct. af mødrene og seks pct. af fædrene viser sig at være i risiko for at udvikle fødselsdepression.
Kommunens sundhedsplejersker besøger hjemmet og har en samtale med de kommende forældre, mens babyen stadig er i maven. Her bliver moren og hendes partner også screenet for fødselsdepression ved at udfylde et spørgeskema. Når der bliver scoret over en vis grænse i spørgeskemaet, fører det til en snak om, hvad der ligger bag mistrivslen.
- Her er tale om virkelig tidlig indsats, hvor vi med små greb kan sende familierne bedre i vej. Vi ved, at fødselsdepressioner sætter deres spor hos børnene fx ved manglende evne til tilknytning eller forsinket udvikling. Det er mit håb, at vi med de tidlige graviditetsbesøg og tilbuddet om screening vil se flere familier, der glæder sig til at blive forældre, og færre børn med problemer, fordi vi var på banen meget tidligt, siger børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen (R).
Stresset partner, stresset mor, stresset baby
I alt er 1.817 mødre og 1.260 fædre blevet screenet fra juli 2019 til oktober 2020, og ifølge sundhedsplejerskerne er forældrene glade for at kunne få sat ord på forventninger og tanker så tidligt i graviditeten.
- Det er det bedste, som jeg har været med til at indføre i min tid. Forældrene er meget åbne på dette tidspunkt i graviditeten, og de vil rigtigt gerne selv arbejde videre med deres mentale trivsel, når vi får sat spot på det punkt. Man ved, at for eksempel stress hos partneren kan betyde mistrivsel hos moderen, og at det så påvirker barnet i maven. Det giver rigtigt god mening, at vi sammen kan få fundet ud af, hvad der skal til for, at de alle har det bedre, både under graviditeten og når barnet kommer til verden, siger Gitte Schärfe, der har været sundhedsplejerske i 21 år.
Graviditetsbesøget blev indført som en del af tiltaget "De første 1000 dage", der fik 3,9 mio. kr. på budgetforliget for 2019.
ibs
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.