Sygehuse henviser vidt forskelligt til genoptræning

En patient, der har fået en ny hofte, har otte gange større sandsynlighed for at blive tilbudt en genoptræningsplan, hvis han bliver behandlet på det sygehus, der udskriver flest genoptræningsplaner (Gentofte) i forhold til det sygehus, der udskriver færrest (Kolding).

Det viser en analyse, KORA har foretaget af, hvor mange genoptræningsplaner landets sygehuse udskriver.

- Vores analyse siger ikke noget om, hvilket niveau, der er det rigtige. Måske er der nogle sygehuse, hvor der er unødigt mange, der bliver henvist til genoptræning, og måske er der nogle sygehuse, der udskriver for få genoptræningsplaner,  siger seniorprojektleder i KORA, Simon Feilberg, som står bag rapporten.

KORA konstaterer, at der er stor forskel på, i hvilket omfang patienterne får tilbudt af genoptræning – alt efter hvilket sygehus, de er blevet behandlet på. Analysen fokuserer på variation i antal genoptræningsplaner på tre specifikke behandlingsområder: muskel-skelet lidelser, neurologi og kardiologi. Fælles for alle tre områder er, at der generelt bliver visiteret mange patienter til genoptræning. Men fælles er altså også, at der er store lokale forskelle.

Hofter og knæ har størst forskel
Hofteoperationer er den behandling, hvor der er størst forskel. Men også når det for eksempel gælder knæoperationer, er der stor forskel. Her er der 4,5 gange større sandsynlighed for at blive henvist til genoptræning på nogle sygehuse frem for andre.

- Sygehusene inden for én region har også uens visitationspraksis. Der er næsten lige så stor forskel på sygehusene inden for en region, som der er på sygehuse på tværs af regioner, siger Simon Feilberg.

Omlagt i 2007
Genoptræningsområdet blev lagt om i forbindelse med strukturreformen i 2007. Regionerne har nu ansvaret for at henvise patienter til genoptræning efter kontakt med sygehusvæsenet, mens kommunerne har ansvaret for at betale genoptræningen.

KORAs analyser viser, at antallet af visiterede genoptræningsplaner er steget med over 90 pct. fra 2007 til 2014. Tallet dækker over, at antallet af almindelige genoptræningsplaner er steget meget kraftigt, mens antallet af specialiserede genoptræningsplaner er faldet.

- Stigningen kan meget vel være positiv og et udtryk for, at man sendte for få patienter til genoptræning tidligere set ud fra et sundhedsfagligt synspunkt. Men organiseringen, hvor visitation og finansiering er løsrevet fra hinanden, kan også spille en rolle, fordi en sådan model let kan føre til, at aktiviteterne – og dermed udgifterne – vokser kraftigt, siger Simon Feilberg.

--BILLEDE2--

--BILLEDE3--

pv