
Breve til patienter om udredning og behandling skal være lette at forstå, handlingsanvisende og med det vigtigste først, slår en arbejdsgruppe under Sundheds- og Ældreministeriet fast med fem nye principper for god patientinformation. Både ministeren og Danske Patienter roser de nye krav.
Principperne gælder især information om de nye rettigheder, som fra 1. oktober gør det muligt at blive udredt og behandlet på et privat sygehus, hvis det offentlige ikke kan gøre det inden for en måned.
De fem principper fra arbejdsgruppen er:
- Informationen skal være letforståelig og tage udgangspunkt i patientens perspektiv
- Informationen skal være ensartet på tværs af regionerne
- Informationen skal være tilstrækkelig og relevant
- Informationen skal være handlingsanvisende
- Den vigtigste information skal stå først
Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) mener, at de fem principper sender et tydeligt budskab og håber, at de nye krav kan være med til at ensarte regionernes kommunikation til patienterne, så budskaber fra sundhedsvæsenet til patienter i Randers er de samme som til patienter i Ribe.
- Patienterne må ikke være i tvivl om vigtig information og deres rettigheder i forhold til udredning og behandling. Det skal stå lysende klart i et letforståeligt og præcist sprog med det vigtigste først, præcis som patienterne selv efterspørger det, når vi spørger dem, siger Sophie Løhde.
Sundheds- og Ældreministeriet vil til efteråret invitere de relevante parter fra patientforeninger, regioner og privathospitaler til et dialogmøde om god patientinformation og regionernes implementering af de nye principper.
mfa
Læs eller download rapporten fra arbejdsgruppen om informationsmateriale her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.