SYDDANMARK: Det ser fristende ud, som køleskabet står der med hylderne fulde af skåret frugt, yoghurt, kage, nødder, kakaomælk og proteindrikke. Og det er nøjagtig dét, køleskabet på Sydvestjysk Sygehus skal: Friste patienter til at tage for sig af retterne – for det kræver energi at blive rask.
Køleskabet kaldes 'Patientens minibar' og står på gangen på Medicinsk Sengeafsnit. Minibaren er fyldt med en række forskellige snacks og drikkevarer, og er en del af et bespisningskoncept, der testes på sengeafsnittet.
Patientens minibar har åbent døgnet rundt, og skal være med til at sikre, at patienterne har mulighed for at få mad, hvis lysten melder sig.
- Patientens minibar er et supplement til dagens tre faste hovedmåltider og tre mellemmåltider, og skal udelukkende ses som en ekstra service til patienterne, forklarer Jannie Lindberg Christensen, der er projektleder på det nye bespisningskoncept på Sydvestjysk Sygehus.
Det er i forbindelse med opførelsen af Sydvestjysk Sygehus’ nye sengebygning, at Jannie Lindberg Christensen i samarbejde med køkken- og plejepersonale på Sydvestjysk Sygehus har udviklet, og nu tester, et bespisningskoncept, der skal implementeres i den nye sengebygning i 2019. Patientens minibar er netop blevet godkendt til at være en del af bespisningskonceptet.
Appetitten svigter
Indlagte patienter har et øget energi- og proteinbehov og derfor er det vigtigt, at patienterne får ekstra mad i maverne. Men det kan være svært, hvis appetitten er lille.
- Syge patienter har behov for ekstra energi, men vi oplever ofte, at appetitten svinger. Det er ikke alle patienter der er sultne til de faste måltider, men måske først på andre tidspunkter af dagen lyder det fra Lene Lomholt, social- og sundsassistent på Medicinsk Sengeafsnit.
Lene Lomholt er ikke tvivl om, at Patientens minibar har en positiv indvirkning på patienterne og deres indtag af mad:
- Der er noget selvstændighed over, at man kan gå ud i køleskabet og tage det, man har lyst til. Man føler sig mindre syg, når man kan hente sin egen mad, lyder det fra Lene Lomholt, som påpeger, at sengeliggende patienter får hjælp af personalet.
Positive testresultater
Jannie Lindberg Christensen har testet bespisningskonceptet på Medicinsk Sengeafsnit siden november 2016. I slutningen af juni i år blev Patientens minibar introduceret på sengeafsnittet, og efter en testperiode kunne det bekræftes, at Patientens minibar har den ønskede effekt:
- Vi har målt på afsætningen i minibaren og på, om patienterne spiser mindre til de faste hoved- og mellemmåltider, fordi de i stedet har forsynet sig i minibaren. Men vi kan se, at tilbuddene ikke påvirker hinanden, lyder det fra Jannie Lindberg Christensen og fortsætter:
- Og det er positivt, da det betyder at patienterne altså takker ja til dagens faste hoved- og mellemmåltider, og går i Patientens minibar. Det betyder i sidste ende, at minibaren virker efter hensigten, da patienterne får lidt ekstra indenbords – det ekstra, der er så vigtigt.
Det samlede bespisningskoncept består af:
- Tre hovedmåltider på faste tidspunkter
- Tre mellemmåltider på faste tidspunkter
- Patientens minibar, der er åben 24/7
- Er patienten eksempelvis til undersøgelse under de faste hovedmåltider, er der 24/7 mulighed for få et andet hovedmåltid
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.