Danmark er i øjeblikket det land med den mest dramatiske stigning i antallet af smittede i Europa, sagde sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde onsdag aften.
Alligevel afviser chefen for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, at de danske myndigheder har undervurderet situationen med spredning af coronavirusset i Danmark.
- I bagklogskabens lys, tror jeg ikke, at jeg kan se, at vi har begået voldsomme fejl i forhold til vores risikovurdering og indrejsescreening. Det har været på et solidt grundlag, siger Brostrøm på det daglige pressemøde.
Her orienterer en række myndigheder om den aktuelle corona-situation.
De fleste af de første coronasmittede i Danmark kunne spores tilbage til udlandet. Blandt andet Norditalien, hvor en del havde været på skiferie.
Alligevel trådte det danske flyveforbud, som betyder, at der ikke længere lander fly fra Norditalien eller andre såkaldt 'røde zoner' i Danmark, først i kraft tirsdag.
Ekstra Bladet har med tal fra Københavns Lufthavn afdækket, at flere end 500 passagerer fra Norditalien i weekenden blandt andet frit kunne bruge offentlig transport, efter at de var landet i Danmark.
Først dokumentation søndag
Søren Brostrøm fastholder, at sundhedsmyndighederne var opmærksom på risikoområderne i de lande, hvor danskerne var på skiferie. Alligevel ventede man med at lukke for fly fra områderne.
- Vi var i dialog med seruminstituttet (Statens Serum Institut, red.) hen over weekenden. Det var først søndag, at vi havde dokumentation for, at der var et problem i de pågældende områder, siger han.
På pressemødet bliver Søren Brostrøm spurgt, om han fortryder, at myndighederne har ladet passagerer passere gennem lufthavnen.
- Jo, det gør jeg af mange forskellige grunde. Der er jeg da ked af, at det ikke er muligt at gøre det dagen før, siger Søren Brostrøm.
- Hvis jeg ser tilbage, kan jeg ikke se kæmpestore fejl i det, og jeg kan i hvert fald ikke se det i forhold til indrejsescreening, for det virker ikke, siger han.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.