
Styrelsen for Patientsikkerhed sender onsdag medarbejdere til smitteramte områder i Vejle for at stemme dørklokker og opfordre folk til at lade sig teste for coronavirus.
Det sker, efter at kommunen har ramt en ottendeplads over antallet af smittede per indbygger, skriver Jyllands-Posten.
Den seneste uge er der konstateret 157 nye smittetilfælde i kommunen, og det såkaldte incidenstal er steget til 135,9 tilfælde per 100.000 indbyggere. Det giver kommunen en ottendeplads i forhold til smitte per indbygger.
Søndag lå incidenstallet på 123, og for fem dage siden var det nede på 96 tilfælde per 100.000 indbyggere.
I denne uge kan man få en lyntest ti steder i kommunen, ligesom man kan få en pcr-test i et testcenter. Styrelsen for Patientsikkerhed har anskaffet yderligere testkapacitet til kommunen, skriver Jyllands-Posten.
Borgmester Jens Ejner Christensen (V) opfordrer til, at borgerne bruger den ekstra testkapacitet.
Patruljer er nye
Styrelsen for Patientsikkerhed er først for nylig begyndt at stemme dørklokker for at forebygge smittespredningen af coronavirus.
Onsdag den 17. februar trak medarbejdere fra styrelsen for første gang i orange veste, da de patruljerede i Ishøj Kommune, der også på daværende tidspunkt havde det højeste incidenstal - altså andel af smittede per indbygger.
Senest har de besøgt Nordvest i København med udbrud af den sydafrikanske variant, ligesom de har patruljeret Vollesmose i Odense, som siden den 11. februar har haft en kraftig stigning i smittetilfælde.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.