dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
doi
Coronapassets gyldighed bliver snart forkortet. Det sker på baggrund af anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen.
Henning Bagger, Ritzau Scanpix

Styrelse: Aftagende vaccineeffekt bør forkorte coronapas

Immunitet over for omikron fra coronavacciner falder kraftigt to måneder efter andet stik, oplyser styrelse.
6. JAN 2022 14.05

Det er på grund af stor og stigende smitte med coronavarianten omikron og dalende beskyttelse fra vaccinerne, at Sundhedsstyrelsen har anbefalet at forkorte gyldigheden i coronapasset for personer, der har modtaget to stik.

Det oplyser Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

- Formålet med coronapasset er at mindske risikoen for smitte i situationer, hvor mange mennesker samles. Vi ved nu, at vaccinernes beskyttelse mod omikron er mindre, og derfor har vi anbefalet, at man ændrer i varigheden af coronapasset, siger Helene Probst, vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, i pressemeddelelsen.

Sundhedsstyrelsen har anbefalet, at coronapassets gyldighed sættes ned til fem måneder for dem, der har fået to stik.

På samme måde nedsættes gyldigheden af passet for de personer, der har været smittet med coronavirus, også til fem måneder. Tidligere var det seks måneder efter en positiv test.

Endelig mener Sundhedsstyrelsen, at man fremover bør kunne få sit coronapas tilbage 11 dage efter, at man har været smittet. Hidtil er det først sket 14 dage efter.

Lavere beskyttelse mod omikron

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har indstillet til, at det vedtages i Folketingets Epidemiudvalg, og der ser på nuværende tidspunkt ud til at være flertal for beslutningen.

Ifølge Sundhedsstyrelsen beskytter coronavaccinerne fortsat mod smitte med omikron. Men immuniteten falder ifølge styrelsen hurtigere og formentligt kraftigt allerede cirka to måneder efter andet stik.

Beskyttelsen er altså lavere over for omikronvarianten sammenlignet med deltavarianten, der indtil kort før jul var den dominerende i Danmark.

Det er endnu ikke besluttet, hvornår coronapasset udløber efter tredje stik. Der er ifølge Sundhedsstyrelsen ikke tilstrækkelig viden om, hvor hurtigt immuniteten mod omikron aftager for dem, der er blevet vaccineret tre gange.

Ritzau

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dk-sundhed.dk/artikel/styrelse-aftagende-vaccineeffekt-boer-forkorte-coronapas

GDPR