
HOVEDSTADEN: Statsrevisorerne langer onsdag ud efter Region Hovedstadens Akuttelefon 1813, som de i perioden fra 2014 til 2017 ikke finder 'i tilstrækkelig grad har opfyldt målene for ventetider og kvalitet'.
'Andelen af opkald, der blev besvaret inden for den fastsatte tid, har svinget meget i perioden. Statsrevisorerne konstaterer, at Akuttelefonen systematisk følger udviklingen i kvaliteten af visitationen, men at man i perioden 2014-2016 ikke har haft tilstrækkeligt fokus på at gennemføre de planlagte audits', lyder det i beretningen.
Akuttelefonen, der har været i drift siden den 1. januar 2014, modtager i gennemsnit ca. 924.000 opkald om året og man har ifølge Statsrevisorerne fastsat et relativt ambitiøst servicemål for ventetider til visitiationen af akutpatienter i netop Region Hovedstaden sammenlignet med de øvrige regioner.
Derudover har man i regionen fastsat mål om at følge op på udviklingen i kvaliteten af den telefoniske visitation gennem interne og eksterne audits af patientforløb og viden fra klager og utilsigtede hændelser, men det er altså denne opfølgning, som Statsrevisorerne ikke finder tilfredsstillende.
Statsrevisorerne anerkender dog, at 'Akuttelefonen løbende har iværksat tiltag for at imødegå de udfordringer vedrørende mangel på sygeplejersker og bemanding i spidsbelastningsperioder, der har haft betydning for, at målene ikke er indfriet'.
I samme omgang konstaterer Statsrevisorerne, at der er et 'uudnyttet potentiale for læring om bedste praksis, kvalitet og ventetid på tværs af regionerne' ligesom de finder det 'ubegrundet, at alle fem regioner har organiseret deres visitation af akutpatienter så forskelligt, at en sammenligning på tværs af økonomi, bemanding mm. ikke er mulig'.
Også den nu tidligere fungerende sundhedsminister Karen Ellemann (V) erklærede i begyndelse af april, at det var nødvendigt med en kulegravning af regionernes henholdsvise akuttelefoner og lægevagter, efter at en undersøgelse gennemført af DR viste, at der var store regionale forskelle på antallet af utilsigtede hændelser. Dette er imidlertid et arbejde, som Sundhedsstyrelsen skal gennemføre.
mfa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.