dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
doi

Sophie Løhde splitter sundhedsstyrelse op

Sundhedsministeren laver selvstændig styrelse, der skal håndtere sundhedsdata efter en række 'svipsere'
10. AUG 2015 15.36

Efter flere uheldige sager har sundhedsminister Sophie Løhde (V) besluttet, at der er brug for en selvstændig styrelse til at tage sig af sundhedsdata. Det skriver Dagens Medicin.

- Det er helt unikt, at vi i Danmark har så mange sundhedsdata, og det er noget, andre lande misunder os, siger hun til Dagens Medicin og fortsætter:

- Men vi har også set en række svipsere, hvor der ikke har været tilstrækkeligt styr på data, der er blevet udleveret, og tilfælde, hvor der har manglet tilladelser til at indsamle data. Det er uheldige sager, vi skal undgå.

Den nye sundhedsdatastyrelse dannes ved, at National Sundhedsdokumentation og -IT (NSI) udskilles fra Statens Serum Institut og bliver til en selvstændig styrelse. I løbet af ugen vil stillingen som direktør for den nye styrelse blive opslået, og vedkommende får efter planen 200 ansatte under sig. Styrelsen refererer til Sundhedsministeriet.

Tillid skal genopbygges
Ifølge sundhedsministeren bliver en af de væsentligste opgaver for den nye styrelse at genopbygge tilliden hos borgerne.

- Alle er enige om, at der er et kæmpepotentiale i sundhedsdata, som blandt andet kan bruges til at udvikle ny medicin, effektivisere sundhedsvæsnet og forbedre kvaliteten, siger hun til Dagens Medicin og fortsætter:

- Men man skal ikke ignorere de svipsere, der har været. Jeg kan ikke garantere, at det aldrig kommer til at ske igen, men med en ny styrelse er der potentiale til, at det ikke sker, fordi der er et stringent fokus på sundhedsdata og ikke på alt muligt andet.

Oprettelsen af styrelsen sker som et led i en større ændring af Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen, erfarer Dagens Medicin. Ændringen skal munde ud i fire selvstændige styrelser ud over Statens Serum Institut.

Uklart
Det kan føre til dobbeltarbejde og uklar ansvarsfordeling, når Sundhedsstyrelsen bliver splittet op i flere nye enheder. Sådan lyder bekymringen fra Lægeforeningen:

- Det er at sprede indsatsen for tyndt. Vi får en model med risiko for manglende koordinering på tværs, dobbeltarbejde og uklar ansvarsfordeling. Ministeriet får et stort ansvar for at sikre, at det ikke sker, og at der bliver det nødvendige samarbejde på tværs, siger Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen.

I Dansk Selskab for Patientsikkerhed er formand, Beth Lilja, som udgangspunkt positiv over for, at der nu sker en opdeling, og at der bliver etableret en særlig styrelse for patientsikkerhed. Men når det er sagt, understreger formanden, at hun er bekymret over, om den nye styrelse reelt vil styrke patientsikkerheden.

- Vi er rigtig bekymrede for, at man får rigtig meget viden om masser af fejl, der er sket, men ikke får banket initiativer op, der handler om, hvordan man forebygger, at der sker fejl fremover, siger hun.

Ifølge Beth Lilja mangler der tiltag i planen, der fokuserer på de erfaringer, som kan styrke patientsikkerheden fremadrettet.

Den nye organisering af Sundhedsstyrelsen kommer efter en massiv kritik af styrelsens tilsyn i flere sager.

 

Ritzau

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dk-sundhed.dk/artikel/sophie-loehde-splitter-sundhedsstyrelse-op

GDPR