SYDDANMARK: Besøg din far døgnet rundt, vær med til stuegang, og overnat på sygehuset. Sådan lyder opfordringen nu til de pårørende på neurologisk afdeling i Sønderborg, hjertemedicinsk klinik og akutmodtagelsen i Aabenraa. Det skriver DR Syd om sygehusafdelingerne, der vil have de pårørende til at spille en større rolle.
- Pårørende er en rigtigt stor ressource både for patienterne selv, men også for de ansatte på sygehuset, siger centerchef for de to afdelinger, Lilian Jensen.
Siden efteråret har afdelingerne målrettet arbejdet på at inddrage de pårørende i langt højere grad end tidligere. Blandt andet har afdelingerne fri besøgstid døgnet rundt og er med til at sørge for, at pårørende kan være med til stuegang. Det har givet gevinst.
- Vi har langt flere pårørende, der henvender sig til os, når de kommer ind på afdelingen for at besøge den indlagte. De pårørende har erfaring med patienterne og kender dem godt, så de kan bidrage med meget, siger Lilian Jensen.
Projektet på Sygehus Sønderjylland sker blandt andet i samarbejde med Dansk Selskab for Patientsikkerhed, der i årevis har arbejdet for at få sygehusene til at inddrage de pårørende mere i behandlingen.
- Jeg tror helt sikkert, at der alt i alt vil være færre fejl, og at der vil være færre, der får den forkerte behandling i forhold til deres livssituation, siger overlæge Ove Gaardboe.
Centerchef Lilian Jensen er heller ikke i tvivl om, at projektet får stor betydning for de sønderjyske patienter.
- Det giver et betydeligt bedre forløb for patienterne, når de er indlagt. Det giver også et bedre udskrivelsesforløb, fordi de pårørende er involverede i, hvad der skal ske efter hjemsendelse, siger hun.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.