SØNDERBORG: 2.500 borgere i Sønderborg Kommune har en kronisk lungesygdom. Det kan enten være kronisk bronkitis, for store lunger, rygerlunger eller KOL. Det fremgår af den sundhedsprofilundersøgelse, som Sønderborg Kommune lavede i 2013. Nu skal generne ved vejrtrækningsproblemerne synges væk, oplyser kommunen.
Borgere med en lungesygdom har ofte vejrtrækningsproblemer, der kan gøre det svært at klare hverdagens fysiske udfordringer. Man bliver hurtigt forpustet, og det kan udløse angst for ikke at kunne få luft. Derfor afholder mange sig fra fysiske aktiviteter, hvilket er med til at forringe lungekapaciteten. Der er også en tendens til at borgere med lungesygdomme trækker sig fra socialt samvær med andre og bliver isolerede.
I et samarbejde mellem Sønderborg Musikskole og Sundhedscentret er der nu udviklet et tilbud om sangundervisning, der skal øge eller vedligeholde lungekapaciteten hos borgere med vejrtrækningsproblemer og/eller nedsat lungekapacitet. En sanglærer fra musikskolen kommer til at stå for sangundervisningen. Sundhedscentret sørger for uddannelse af sanglæreren, der således får viden om lungesygdomme og håndtering af angst. En medarbejder fra Sundhedscentret vil være til stede ved dele af sangundervisningen.
- Der er gode erfaringer med, at sang er effektivt i forhold til at vedligeholde eller forbedre lungekapaciteten. Vi er også ret sikre på, at det kan være med til at bryde isolationen hos borgere med nedsat lungekapacitet, hvis de mødes jævnligt med andre borgere til sangundervisning. Der er en vældig positiv energi i at synge sammen med andre, siger Helge Larsen (S), formand for sundhedsudvalget.
Sønderborg Kommune vil gennem de frivillige sociale foreninger informere om tilbuddet, så det når ud til de borgere, der kan have gavn af at deltage i sangundervisningen. Borgere med kronisk lungesygdom eller nedsat lungefunktion, der deltager i Sundhedscentrets tilbud, vil også blive informeret om tilbuddet. Der vil også blive annonceret og udsendt information til sygehuse og læger. De første sangkurser forventes at blive udbudt fra september 2016.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.