Et stigende antal socialpædagoger trives på jobbet, viser en ny undersøgelse blandt medlemmerne i Socialpædagogernes Landsforbund. Færre er stressede og flere oplever, at de har deres nærmeste leders opbakning. Og så er volden på arbejdspladsen så småt på retur, skriver Avisen.dk.
Undersøgelsen, der er gennemført blandt et repræsentativt udsnit af Socialpædagogernes medlemmer i februar 2017, og hvor i alt 1449 socialpædagoger har medvirket, viser, at 60 pct. af socialpædagogerne i dag trives på jobbet. Et tal der lå på 53 pct. da foreningen lavede en tilsvarende undersøgelse i 2013.
Resultatet glæder formanden for Socialpædagogernes Landsforbund, Benny Andersen:
- Når ledelse og medarbejdere samarbejder om at sætte fokus på arbejdsmiljøet, så rykker det.
Færre tilfælde af vold på bosteder
Undersøgelsen kommer på et tidspunkt, hvor indsatsen mod vold og trusler på landets psykiatriske bosteder er til debat. Alene sidste år vurderede Arbejdstilsynet 60 gange, at de ansatte på landets bosteder var udsat for så stor risiko for vold og trusler, at det udløste et strakspåbud eller påbud fra Arbejdstilsynet.
Ifølge undersøgelsen svarede 36 pct. af socialpædagogerne i 2013, at de oplevede fysisk vold på jobbet. Det tal er faldet med fem procentpoint til 31 pct. i 2017. På sociale tilbud for sindslidende oplevede 20 pct. vold på jobbet i 2013, et tal der nu er nede på 16 pct. i 2017.
På Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning kalder psykolog Lars Peter Andersen undersøgelsens resultater 'interessante.'
- Det ser ud til, at de forbyggende initiativer, der er sat i værk på arbejdspladserne, har en effekt. Det gælder arbejdspladsvurderinger, handleplaner, voldspolitikker, uddannelse af medarbejdere og krav om registrering af hændelser, siger Lars Peter Andersen.
Stadig behov for forebyggelse
Men Lars Peter Andersen tilføjer, at når 31 pct. af socialpædagogerne stadig svarer, at de har oplevet fysisk vold på jobbet det seneste år, så understreger det, at der stadig er brug for en forebyggende indsats.
- Socialpædagoger arbejder med borgere, som kan have svært ved at honorere krav og i stedet reagerer med vold. Vi kommer aldrig ned på nul, men vi skal gøre, hvad vi kan for at komme længere ned end 31 pct., understreger han.
Benny Andersen erkender, at der ikke er en hurtig løsning, som kan klare problemerne på bostederne og på socialpædagogernes øvrige arbejdspladser:
- Det kræver et langt, sejt træk, men ambitionen om at knække kurven er nået. Når 31 pct. svarer, at de har været udsat for fysisk vold på jobbet, så er det for meget. Hvert eneste voldstilfælde er et for meget. Vi skal arbejde på at undgå, at konflikterne bliver optrappet, så volden kan forebygges. Og vi ser nu, at udviklingen går i den rigtige retning.
Om undersøgelsen:
Ud af 5.000 mulige besvarelser opnåede undersøgelsen 1449 valide besvarelser, hvilket giver en svarprocent på 29. Resultaterne af undersøgelsen er sammenlignet med resultaterne fra 2013, hvor Socialpædagogernes landsforbund gennemførte en lignende arbejdsmiljøundersøgelse. Der er dog tilføjet et par nye spørgsmål i 2017-undersøgelsen, hvorfor det ikke er muligt at sammenligne alle resultater. Undersøgelsen er repræsentativ på køn, geografi, sektor og stillingsbetegnelse sammenlignet med populationen.
mfa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.