
Som frygtet - og forventet - er smittetallene begyndt at stige igen, efter at den mere smitsomme coronavariant B117 de seneste uger har fået overtaget.
Siden i går er 603 personer testet positiv. Det er det højeste antal siden 29. januar, og de daglige tal er i denne uge langsomt gået opad, efter at de tidligere på måneden typisk har ligget på 300-400 om dagen. Det er dog stadig langt under den værste periode i december, hvor det daglige smittetal flere gange var over 3.000.
Samtidig bliver der nu testet flere og flere. De 603 smittede er fundet blandt cirka 148.500 prøver, hvilket giver en smitteprocent på 0,41. Det er nogenlunde på niveau med den seneste uge.
18 under grænsen
Blandt kommunerne er det nu kun 18, som er under bekymringsgrænsen på incidens 20. Det gælder Ærø, Samsø, Skive, Vordingborg, Allerød, Guldborgsund, Struer, Lolland, Gribskov, Bornholm, Viborg, Odsherred, Middelfart, Hjørring, Halsnæs, Rebild, Assens og Ringkøbing-Skjern. I går var 22 kommuner under grænsen.
Samtidig har 15 kommuner nu en incidens over 100, hvilket i går kun gjaldt 12.
Værst står det fortsat til i Kolding, men her er incidensen dog faldet fra 325 til 308. Dernæst følger Ishøj, Nyborg og Høje-Taastrup.
Antallet af indlagte falder heldigvis fortsat, i dag er der 235, hvilket er tre færre end i går og det laveste antal siden midt i november. Det har været faldende siden midt i januar.
Der er 45 covid-19-patienter på intensiv, heraf 24 i respirator.
Der er det seneste døgn registreret seks nye dødsfald.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.