
HORSENS: I starten var borgerne noget skeptiske ved tanken om at skulle udskifte deres sofa hjemme i stuen med et besøg på en klinik. Men nu er de rigtig glade for det. Især fordi det stort set altid er den samme sygeplejerske, de møder hver gang, de skal have skiftet sår eller kateter eller have doseret medicin, lyder det fra Horsens Komune, hvor Sygeplejeklinikken på Sundhedscenter Søndergården i Brædstrup har været i gang i et år.
I starten havde Sygeplejeklinikken kun åben to timer et par gange om ugen. I dag er den vokset til en stor velfungerende klinik med fuld belagt åbningstid alle ugens fem dage fra kl. 8 til 13.
Opgaverne omfatter sårpleje, medicindosering, injektioner, skift af forbinding, blodtryksmåling, skift af kateter, væskebehandling med drop og meget mere samt råd og vejledning. For øjeblikket er 55 borgere tilknyttet sygeplejeklinikken, og efterspørgslen er stigende.
Ifølge sygeplejerske Anni Brøgger, der betjener klinikken, er borgernes skepsis forsvundet lidt efter lidt, og nu begynder de for alvor at kunne se fordelene.
- Borgerne skal ikke vente på, at forskellige hjemmesygeplejersker dukker op i deres eget hjem. I stedet har de en fast konsultationstid her på klinikken, hvor de møder den samme sygeplejerske hver gang. De undgår desuden, at deres hjem kommer til at minde om et sygehus, og samtidig kan de bevare privatlivet omkring deres sygdom, i og med at hjemmeplejens bil ikke længere holder parkeret ude foran deres hus.
Hun tilføjer, at den tid, hjemmesygeplejerskerne tidligere brugte på landevejen, nu kan bruges mere effektivt på sygeplejeopgaver hos de borgere, der ikke kan komme i klinikken.
Horsens Kommune råder over seks sygeplejeklinikker: fem i Horsens og én i Brædstrup.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.