
MIDTJYLLAND: Der er nu hjælp at hente hos Hospitalsenhed Midt og på Regionshospitalet Horsens, der er i dialog med Aarhus Universitetshospital i Skejby om, hvordan de kan hjælpe, efter hospitalet i fredags meldte ud, at det måtte aflyse 250 operationer. Det svarer til mere end en fjerdedel operationer, skriver TV2 Østjylland og TV MidtVest.
- Vi er blevet spurgt, om vi kan hjælpe med akutte operationer på enkelte områder, og om noget af vores personale i sterilproduktionen kan tage nogle vagter på Aarhus Universitetshospital, siger konstitueret hospitalsdirektør Thomas Balle Kristensen fra Hospitalsenhed Midt til TV Midtvest.
Hospitalet undersøger derfor, om det er muligt at overtage fx akutte ortopædkirurgiske operationer i tilfælde, hvor patienter har brækket arme eller ben.
Det hele sker, fordi sterilcentralen på Aarhus Universitetshospital i øjeblikket har problemer med at få hænder nok til at rense og rengøre alle instrumenter, der i den kommende tid skal bruges på operationsstuen.
'Uforståeligt at en sag kan løbe så meget af sporet'
Helt konkret mangler sterilcentralen 16 medarbejdere på grund af langtidssygdom og opsigelser. Det skrev blandt andet Århus Stiftstidende og TV2 Østjylland op til weekenden, hvor hospitalet måtte aflyse alle ikke-akutte operationer foreløbigt i denne uge. Hospitalet oplyser dog også, at det i de næste par måneder kommer til at udføre et ukendt antal færre operationer.
Lægefaglig direktør Jørgen Schøler Kristensen kan heller ikke afvise, at sygehuset undgår nye aflysninger fx i den kommende uge, og 'det er vi nødt til at sige, som det er. Vi skal først se, hvor vi ender sidst på ugen', som han siger til DR Østjylland.
Region Midtjylland understreger over for flere medier, at Aarhus Universitetshospital i Skejby er i gang med at finde en løsning på problemet, blandt andet ved at lære flere ansatte op i sterilcentralen.
Det er blandt andet sterilcentralen, der før har haft problemer i forbindelse med flytningen til Skejby, og da måtte hospitalet aflyse 70 planlagte ortopædkirurgiske operationer. Det er således anden gang på et halvt år, hospitalet aflyser planlagte operationer.
- Det er meget beklageligt. Vi laver dog stadigvæk akutte operationer og kræftoperationer, men de øvrige operationer har vi skåret kraftigt ned på. Det går forholdsvist ud over personer med problemer i bevægelsesapparatet, forklarer Jørgen Schøler Kristensen til TV2 Østjylland.
'Problemstillingen vil ikke være løst på en uge'
Begrundelsen for aflysningerne er dog i patientens øjemed, fordi de opgaver, der hober sig op på sterilcentralen, begynder at true patientsikkerheden. Udvælgelsen af operationer, der bliver aflyst, sker efter en lægefaglig vurdering af den enkelte patient, oplyser Aarhus Universitetshospital.
Ifølge Jyllands-Posten blev hospitalsudvalget i Region Midtjylland orienteret om situationen på udvalgets ordinære møde mandag, hvor formand for hospitalsudvalget Henrik Gottlieb Hansen (S) sagde, at politikerne fortsat har tillid til hospitalsledelsen.
Tillidsrepræsentant Jacob Gøtzsche forklarer uddybende overfor Jyllands-Posten, at nedbruddet i fredags også skyldtes en ophobning af udstyr ude på afdelingerne og it-nedbrud, der satte vaskemaskinerne ud af drift. En særlig vaskemaskine, der vasker alle vogne med udstyr, bliver dog ved med at gå i stykker - og så skal der kaldes fire medarbejdere ind i stedet.
- Vi skal have et pusterum, så vi kan komme i bund med de 200 vogne, der står derovre og venter, og så skal vi have noget udstyr, der kan køre i stabil drift 24 timer i døgnet og ikke hele tiden går i stykker, siger han.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.