MIDTJYLLAND: Vandskade, for få instrumenter, flyverust i rene operationssæt, en sterilcentral, der ikke fungerer, og et personale, der ikke får tid til at træne i nye omgivelser. Listen er lang over Aarhus Universitetshospitals problemer med at få de nyindflyttede kirurgiske afdelinger til at fungere på supersygehuset i Skejby. Det viser ifølge DR Østjylland en redegørelse, som hospitalet har sendt til Region Midtjylland.
70 planlagte ortopædkirurgiske operationer er aflyst.
Carsten Kissmeyer (V), der er næstformand i regionsrådet i Region Midtjylland, undrer sig over, hvordan et helt nyt supersygehus kan have den slags problemer:
- Vi anerkender, at et hospital af den størrelse som i Skejby er ekstremt komplekst, men når det er sagt, er det jo også ting, man har bygget mange gange før, så man kan også sige, at vi undrer os over, at helt almindelige ting som sterilcentral og et ventilationssystem til en operationsstue bliver lavet på en måde, så det ikke fungerer. Det er ikke godt, slår han fast.
Det er ikke første gang, der er problemer på universitetshospitalet. Det har både har været ramt af ændringer i afdelingernes placeringer og forsinkelser undervejs i byggeriet på grund af skimmelsvamp og operationsstuer, der skulle bygges om.
Historisk stor flytning
Hospitalsdirektør Poul Blaabjerg erkender, at situationen ser broget ud på papiret, men henviser til, at det er en historisk stor flytning, der har været i gang til det nye supersygehus, og at eksempelvis en vandskade ikke kan forudses.
- Det er kombinationen af en række ting, der har ramt os her. Det er en opgave, vi via god ledelse skal få på plads hurtigst muligt. Og det er bestemt på vej, siger han og beklager de aflyste operationer.
- Det er 70 patienter i alt. Det er uheldigt for dem, men vi har 100.000 indlæggelser om året, så det er en relativt lille del, siger han til DR Østjylland.
Nu er der indkøbt ekstra instrumenter og 100 nye instrumentvogne, så personalet ikke skal hen i den anden ende af hospitalet for at få fat på sterile instrumenter, og der er hyret ekstra personale til at sørge for, at der er nok sterile instrumenter.
Hospitalsdirektøren understreger samtidig, at patientsikkerheden på intet tidspunkt har været i fare.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.