
HOVEDSTADEN: Amager og Hvidovre Hospital vil samle kræfterne på deres tre matrikler i planområde Syd, ifølge et forslag, der skal drøftes af Sundhedsudvalget og Forretningsudvalget den 13. juni. Manglen på sundhedsfagligt personale har ført til en høj vagtbelastning, og derfor foreslår administrationen at samle de medicinske specialer på færre steder. Det oplyser Region Hovedstaden.
I dag varetages de medicinske specialer lungesygdomme, hormon- og stofskiftesygdomme, ældresygdomme og hjertesygdomme på både Amager, Hvidovre og Glostrup.
- Vi har en situation i planområde Syd, som hverken hænger sammen eller forsvinder af sig selv. Derfor er det nødvendigt at træffe nogle svære beslutninger. Vores vigtigste opgave som regionalpolitikere er altid at sørge for, at vores patienter får en god og tryg behandling. Derfor skal vi samle de medicinske kræfter på hospitalerne på Amager og i Hvidovre. I den sidste ende vil det gavne både patienterne og medarbejderne, siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S).
Svært ved at få dækket vagter
- Det er vigtigt for de medicinske patienter på Amager og Hvidovre Hospital, at vi kan samle de akutte medicinske funktioner på to matrikler, siger hospitalsdirektør Birgitte Rav Degenkolv, Amager og Hvidovre Hospital.
- Vi har tiltagende svært ved at få dækket vagterne i Glostrup, og vi ser frem til at kunne skabe nogle stærke faglige miljøer med et godt arbejdsmiljø, så vi kan give god behandling til de medicinske patienter i lighed med de tilbud, vi har til de kirurgiske patienter, for de fødende og for børnene. Det giver samtidig god mening, fordi vi ret snart åbner vores nybyggede Center A, og hermed får vi langt mere plads til patienter, pårørende og ansatte i lyse, rummelige og moderne omgivelser.
Forslaget indebærer, at akutmedicinske patienter i Glostrup skal henvises til Hvidovre Hospital, mens mindre skader og akut almen medicinsk sygdom fortsat kan behandles på Glostrup.
Sundhedsudvalget og Forretningsudvalget skal den 13. juni drøfte forslaget og beslutte, om det skal sendes i høring som ændringsforslag til regionens Hospitalsplan 2025. Forslaget kan træde i kraft den 1. februar 2024.
hss
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.