MIDTJYLLAND: Siden december har regionshospitalerne i Region Midtjylland hjulpet Aarhus Universitetshospital med operationer, som det nye universitetshospital ikke kunne nå. Det skyldes blandt andet sterilcentralen, der sidste år ikke kunne følge med, så beskidt udstyr hobede sig op, skriver DR Østjylland.
I Silkeborg har det betydet over 1.000 ekstra knæ- og hoftepatienter fra december til april, hvor personalet på Center for Planlagt Kirurgi har taget ekstra vagter og holdt åbent mere end normalt for at kunne tilbyde flere patienter en operation.
Også regionshospitalerne i Randers og Horsens har haft ekstra patienter på afdelingerne de seneste måneder. Randers har taget imod 140 Aarhus-patienter. Horsens har haft 53 ekstra operationer og desuden indstillet en række operationer, som ellers skulle være flyttet til Skejby.
900 om ugen nu
Men det er for tidligt at sige, om regionshospitalerne i Randers, Horsens og Silkeborg kommer til at skulle hjælpe med at overtage patienter, når sparerunden på Aarhus Universitetshospital træder i kraft, fortæller den lægefaglige direktør på Aarhus Universitetshospital, Jørgen Schøler Kristensen.
- Vi kan ikke sige noget om det endnu, men vi kan bare sige, at vi arbejder ihærdigt på at finde nogle besparelser, som går så lidt ud over patienterne som overhovedet muligt, siger han.
Jørgen Schøler Kristensen forklarer, at man dog arbejder på at holde operationerne i Aarhus, fordi man stadig ikke har nået den fulde operationskapacitet på 1.000 patienter om ugen. Lige nu opererer man omkring 900.
- Vi har ikke en forventning om, at det skal gå ud over antallet af operationer, hvor vi i forvejen er pressede. Vi er nødt til at prioritere at komme op i antallet af operationer af hensyn til patienterne, siger han til DR Østjylland.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.