I fredags landede satspuljepartierne en aftale på socialområdet, i går gjaldt det beskæftigelsesområdet, og i dag foreligger der så en aftale på sundheds- og ældreområdet for perioden 2017-2020.
Det første, der kom ud om aftalen, var, at der nu er vedtaget en forsøgsordning med medicinsk cannabis for visse patientgrupper fra 2018, men derudover indeholder aftalen en handlingsplan for diabetes, penge til rehabilitering af patienter med sklerose, kræft og Parkinsons sygdom samt penge til forebyggelse af selvmord.
Af aftaleteksten fremgår det, at det overordnede formål er at sikre mere social lighed i sundhed, og netop diabetes er ifølge sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) en af de sygdomme med stor social ulighed:
- Vi kan eksempelvis se, at dem med korte uddannelser ofte får sygdommen konstateret senere end personer med længerevarende uddannelser, og de har typisk også flere følgesygdomme, siger hun.
Også penge til HPV-oplysning og abort-rådgivning
Aftalen omfatter også 5 mio. kr. til bedre oplysning om den meget omtalte hpv-vaccine og til at undersøge, om unge mænd, der er tiltrukket af andre mænd, skal have mulighed for at blive vaccineret mod hpv-virus.
I dag er vaccinen nemlig kun en del af det gratis børnevaccinationsprogram for piger, men drenge og mænd, der er bi- eller homoseksuelle, har også risiko for at blive smittet med hpv, der kan udvikle sig til kræft, og som reglerne er i dag, må de selv betale for vaccinen.
Mødrehjælpens abortrådgivning har også fået mulighed for at genåbne med et tilskud på 1.2 mio. kr. Pengene er øremærket en såkaldt abortstøttesamtale, så kvinder kan få rådgivning inden en eventuel abort, og der kan tages hånd om eventuel psykiske problemer efter en abort.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.