MIDTJYLLAND: Nogle særlige håndgreb i forbindelse med barnets fødsel er en af de bedste metoder til at forebygge svære bristninger under fødslen. Det er resultatet af et forbedringsprojekt, som nøje har fulgt over 8000 fødsler på Fødeafdelingen i Herning og Holstebro, oplyser Hospiotalsenheden Vest i Region Midtjylland.
Siden 2013 har Fødeafdelingen på Hospitalsenheden Vest fulgt og registreret, om brugen af de særlige håndgreb forebygger store fødselsbristninger ved fødsler uden kejsersnit. Foreløbig er det blevet til registrering af over 8000 fødsler, der dokumenterer, at håndgrebene virker forebyggende.
- Det er godt nyt for de førstegangsfødende, der ofte kan frygte at få så stor en bristning, at det risikerer at ødelægge endetarmsmusklen og evnen til at holde på luft og afføring, fortæller afdelingsjordemoder Charlotte Sander Andersen fra Fødeafdelingen i Herning. Hun har været en del af projektgruppen og med til at indsamle den store mængde data.
Ekstra tryghed
- Selv om risikoen for at få en stor fødselsbristning efterhånden er meget lille, så er det noget, der optager tankerne hos mange af vores førstegangsfødende. Derfor er det glædeligt, at vi nu kan dokumentere, at det at vi bruger håndgrebet – det er noget, der virker, så de gravide kan føle sig ekstra trygge i vores hænder.
Registrering af håndgrebet ved alle fødsler uden kejsersnit indførte Fødeafdelingen som en del af et forbedringsprojekt fra 2013 til 2015 med et mål om at halvere forekomsten af store fødselsbristninger. Tidligere målinger havde vist, at forekomsten lå på 8 pct. hos de førstegangsfødende i Herning og Holstebro.
Projektet startede med, at alle afdelingens fødselslæger og jordemødre blev trænede og certificerede i brug af håndgrebene i forbindelse med barnets fødsel. På et enkelt år lykkedes det Fødeafdelingen at få halveret forekomsten af store bristninger til 4 pct. af alle førstegangsfødsler, fortæller overlæge Ole Bredahl Rasmussen fra Fødeafdelingen.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.